Templet i Jerusalem (hebr: בית המקדש "Bet HaMikdash") var jødernes vigtigste helligdom i antikken. Ifølge klassisk jødisk overbevisning det primære opholdssted for Gud på jorden. Det lå på Tempelbjerget i Jerusalem og blev ifølge Bibelen opført i det 10 årh.f.Kr. af Kong Salomo. Salomos Tempel blev ødelagt af af Babylonerne i 586 f.Kr. Templet blev siden genopbygget, kaldet Det Andet Tempel, bygget i 515 f.Kr. og flere hundrede år senere renoveret og udvidet af Herodes den Store. Templet stod indtil 70 e.Kr. hvor det blev ødelagt af romerne. Tempelpladsens vestmur, grædemuren, er i dag eneste tilbagestående vidnesbyrd på jødernes tempel, og regnes for jødedommens helligste sted.
I dag findes Klippemoskéen på pladsen (opført i 691), foruden Al-Aqsa-moskéen (opført ca. 638), og området regnes for Islams tredje helligste sted efter Mekka og Medina. Tempelområdet er desuden hellig for katolske og ortodokse kristne.
Tempelbjerget (Hebraisk: Har HaBayit, Arabisk: al-ḥaram al-qudsī ash-sharīf) er en konstrueret kvadratisk plads bygget over en høj i Jerusalems gamle bydel i den østlige ende overfor Oliebjerget.
Tempelpladsen er et af de mest omdiskuterede religiøse steder i hele verden. Ifølge jødisk tro er tempelbjerget stedet hvor Gud dvæler i den fysiske verden, og det var her Abraham skulle ofre sin søn Isak. Det er også på Tempelbjerget, ortodokse jøder venter opførslen af et nyt tempel (Det tredje Tempel) i forbindelse med Messias's komme.
Ifølge muslimsk tro, var det her Profeten Muhammed i 621 for til himmels, ledsaget af Ærkeengen Gabriel.
I nyere tid har der været en række sammenstød mellem jøder og muslimer på tempelbjerget. Området er under israelsk overherredømme, men regeres til daglig af et muslimsk råd med fuldt selvstyre. Da Østjerusalem og dermed Tempelbjerget var under Jordansk overherredømme fra 1948 til 1967, var jøder formént adgang til grædemuren.
Шаблон:Uddybende Salomos tempel, Det første Tempel blev i følge Bibelen 1. Kong kap. 6-7, opført under kong Salomo i 900-tallet f.Kr. og dannede centrum for den jødiske religion frem til 587 f.Kr, hvor det blev ødelagt af babylonerkongen Nebukadnesar.
Templet var opført efter Tabernaklets forbillede og blev bygget som et langhus i forbindelse med det kongelige palads i vestsemittisk stil. Det bestod oprindeligt af to rum; en tempelhal på ca. 30 X 10m - og en midre forhal på ca. 10 X 5m. Senere blev de to rum opfattet som tre rum: "forhallen", "det Hellige" og "det Allerhelligste.". I det Allerhelligste stod Pagtens Ark, der ifølge overleveringerne rummede stentavlerne med De 10 bud, foruden stod to keruber, der forestillede Guds trone.
Шаблон:Uddybende Ved afslutningen på det babyloniske eksil ca. 50 år senere blev templet genopbygget under ledelse af eksiljøden Zerubbabel. 500 år senere gennemførte Herodes den Store en så omfattende ombygning og udvidelse af templet, at nogle regner Herodes's tempel for et tredje tempel, dog blev templets daglige offerhandlinger aldrig afbrudt under Herodes's ombygning. Dette andet (tredje) tempel blev ødelagt kun 6 år efter, at ombygningen stod færdig i 70, af den romerske hærfører Titus under den Første jødisk-romerske krig.
Zerubbabel var en fremtrædende babylonsk eksiljøde af davidiske slægt. Tilskyndet af profeterne Haggaj og Zakarias ledede han templets genopbygning efter eksilet. (Ezra 3-6; Haggaj).
Oplysninger om tempelts indretning og udsmykning er meget sparsommen, men det regnes for sansynligt, at det fulgte samme grundplan som Salomos tempel. Noget nyt var dog den store syvarmede lysestage, der sandsynligvis ikke fandtes i det før eksilske tempel.
Dette tempel stod i 500 år indtil det i den hamonæsike periode ca. år 20 f.Kr. blev ombygget i hellenistisk stil med søjlegange omkring forgårdene.
Herodes den Store begyndte en storstilet ombygning og udvidelse af templet. Han udvidede tempelterrassen til den nuværende plads på 500m x 300m, hvilket gjorde den til den største åbne plads i en by i antikken. Rundt om pladsen byggede han dobbelte søjlegange dvs. med tre søjlerækker. Mod syd byggede han 'den kongelige søjlegang' med tre søjlegange dvs. fire søjlerækker. Søjlerne var 31m høje, gangen var 185m lang og 33m bred. Ifølge historieskriveren Josefus var templet en usædvanlig bygning og er et sted citeret for at sige:
Den der ikke har set Templet i Jerusalem, har ikke set en smuk bygning.
Op til templet var der syv 'trin', først kom man til hedningernes forgård, så kom kvindernes forgård, så mændenes forgård og dernæst præsternes forgård. Selve templet bestod af forhallen, det Hellige og det Allerhelligste, hvor kun ypperstepræsten måtte træde ind én gang om året.
Templet havde både en religiøs, økonomisk og politisk betydning.
Religøst var det her jøderne dyrkede Gud (Israels stammegud Jahve (JHWH), og tillige hele jordens skaber og opretholder). Hver dag foregik der ofringer (blodige iform af slagtede dyr, såvel som ublodige) foruden vare der særlige offerhandlinger til bestemte dage i ugen, måneden og året, og navnlig ved de religiøse højtider; påske, løvhyttefesten, forsoningsdagen, nytårsfesten og chanukka. Der var to daglige offerhandling, én om morgenen og én om aftnen, ledsaget af salmesang, tekstlæsninger og den aronitiske velsignelse.
Offerhandlingerne blev udført af templets præster og levitter under ledelse af ypperstepræsten. Folket havde adgang til templet og kunne som menighed deltage aktivt i ceremonierne. Dog var der klare regler og foreskrifter for hvem der kunne deltage hvornår og i hvad. Til alle offringer var der renselsesregler, og foreskrifter for bønner, slagtnignsmetode, processioner og valfarter.
Økonomisk kastede tempeldyrkelsen stor afkast fra sig. Alene de daglige offringer krævede store leverancer og udgjorde levebrødet for mange handlende. Derudover tilførte de store valfartsfester med tusindvis af pilgrimme stor aktivitet til byen. Tempelskatten, som alle jøder forventedes at bidrage til,? første også store summer til Templets drift og vedligeholdelse. Endelig var der ifølge Anden Makkabæerbog 3,10-12 en art bankvæsen tilknyttet templet.
Politisk var templet med sin placering klods op ad kongepaladset (i hvertfald på Salomos tid) en stor og prestigefyldt magtfaktor. Det jødiske samfund var på mange måder et teokrati med ypperstepræsten som både Guds og folkets repræsentant. Under Hasmonæerne (134-67 f.Kr.) var kongemagten og ypperstepræstembedet forenet i én person.
Jerusalem og dens institutioner var igennem hele antikken og fremtil ødelæggelsen i år 70 e.Kr. det mest betydningefulde center for jødedommen, såvel religiøst, politisk og økonomisk.
I jødedommene er der en særlig fobindelse mellem Gud (Guds bolig) og Zion. Zion er navet på et sted i Jerusalem, men optræder ofte som synonym for hele byen. Templet i Jerusalem er således et udtryk for en Zion-ideologi (ikke at forveksle med moderne Zionisme) og er meget væsentlig for den israelske-jødiske identitet bl.a. med legenden om pagtens ark, der bliver ført til Zion af Kong David, der således grundlægger byen som "værtsby" for Guds bolig.
Håbet om at vende tilbage til Zion og genopbygge templet, har under eksilet haft en fremtrædende plads i jødedommen, hvilket blandt andet ses i de jødiske bønner og eksilskrifter.
Blandt ortodokse jøder i vor tid, lever håbet om en dag at bygge det trejde templet på tempelpladsen, hvorfra de venter at Messias skal komme.
Ødelæggelsen af Salomos tempel og siden det 2. tempel, samt adspredelsen (diaspora) af det jødiske folk overalt i nærorienten, udgjorde en trussel for jødedommens overlevelse. Under det babylonske fangeskab udvikledes et gudstjenestekoncept med bønner og skriftlæsninger, der kunne fungere uden templet i Jerusalem, og dette arbejde lagde grunden for den senere Synagoge. Ortodokse jøder betragter dog ikke synagogen som en erstatning for templet i Jerusalem.
Grædemuren Klagemuren, Vestmuren (Hebraisk: הכותל המערבי, HaKotel HaMa'aravi) regnes for Jødedommens helligste sted. Navnet grædemuren henviser til jødernes klage ved muren over templets ødelæggelse.
28. september 2000 besøgte Ariel Sharon, daværende ledende israelsk oppositionspolitiker, Tempelbjerget, en handling der var med til at udløse den langvarige Al Aqsa-intifada med israelske militæraktioner og palæstinensiske selvmordsangreb.
