Suez-kanalen (arabisk: قناة السويس, udtalt Qanāt al-Suways) i Egypten blev indviet den 17. november 1869 af kejserinde Eugénie af Frankrig. Dermed forbandt man Middelhavet ved Port Said og Rødehavet ved Suez (al-Suways). Det er verdens længste skibskanal, som er farbar for store skibe. Den er 162,2 kilometer lang og mellem 300 og 365 meter bred. 25.000 skibe sejler gennem kanalen hvert år. Det svarer til omkring 14% af verdens skibsfart. Passagen tager mellem 11 og 16 timer.
Byggeriet af kanalen tog ti år og beskæftigede i alt 1,5 millioner mennesker. 120.000 af disse døde under arbejdet. Den primære dødsårsag var kolera, fulgt af et opskruet arbejdstempo. Det var den franske ingeniør Ferdinand de Lesseps, der havde fået idéen til kanalen, og han var også entreprenør på arbejdet.
Det første forsøg på at forbinde Middelhavet og Rødehavet sker omkring 600 f.Kr. under farao Necho II. Historikeren Herodot påstår, at 120.000 arbejdere dør, inden projektet indstilles, idet et orakel forudsiger, at kanalen kun vil gavne Egyptens fjender.
Napoleon overvejede at bygge en kanal, men kommer på bedre tanker, da hans ingeniører fortæller, at der er en højdeforskel mellem vandet i Middelhavet og Rødehavet på 30 meter. Der er imidlertid tale om en beregningsfejl, og da dette konstateres i 1840, foreslår den fhv. franske konsul Ferdinand de Lesseps, at projektet igangsættes. Storbritannien protesterer og mener, at det kan føre til krig i området. Egypten vælger på trods heraf at gå i gang og henter finansiering i Frankrig og Tyrkiet. Frankrig får tilbud om at drive kanalen i 99 år. Byggeriet begynder i 1859 og varer i 10 år. Hver 10. måned tvangsindkalder den egyptiske stat 20.000 bønder til byggepladsen, hvor de skal flytte 2,6 mio. kubikfod jord. 120.000 dør under det anstrengende arbejde, de fleste af kolera. På grund af økonomiske problemer må Egypten afhænde 40% af projektet til Storbritannien.
Den 17. november 1869 samles 6.000 prominente personer fra hele verden for at fejre åbningen af kanalen, som vil halvere sejltiden fra Vesteuropa til Indien og det fjerne østen. Indvielsen foretages af kejserinde Eugénie af Frankrig. Den egyptiske stat har til lejligheden opført et operahus i Kairo og bestilt en opera, Aida, hos Verdi. Desværre bliver Verdi ikke færdig med operaen, der som bekendt foregår i Egypten på faraonernes tid. Den uropføres i Kairo den 24. december 1871. Fra Frankrig og Italien har man indført 500 kokke og 1.000 tjenere. Pyramiderne er illuminerede med magnesiumlys.
Selvfølgelig går det galt, idet et skib går på grund og blokerer for de efterfølgende 70 skibe med den østrigske kejser i spidsen. Men endelig kan samme kejser erklære, at Afrika nu er en ø. Nogle måneder i forvejen har man åbnet sluserne, så store mængder saltvand er trængt ind i Bittersøen og slået alle ferskvandsfiskene i søen ihjel.
Egyptens præsident Nasser nationaliserer kanalen 26. juli 1956 og lukker den for israelsk trafik. Det får Storbritannien og Frankrig, som har store økonomiske interesser i kanalen, til at indgå en aftale med Israel om modtræk. 29. oktober invaderer Israel Gazastriben og Sinai-halvøen. Storbritannien og Frankrig tilbyder - i henhold til aftalen med Israel - at overtage kontrollen med kanalområderet og skille de stridende israelere og egyptere. Det nægter Nasser at gå med til og giver dermed de to lande et påskud til selv at angribe Egypten for at genovertage kontrollen med Suezkanalen. Storbritannien og Frankrig trækker sig tilbage i marts 1957 efter pres fra USA og fordømmelse fra FN.
Kanalen bliver lukket efter Seksdageskrigen i 1967, hvor Israel besætter Sinai-halvøen frem til kanalens østlige bred. Efter nye kampe i Yom Kippur-krigen i 1973 omkring kanalen bliver der indgået en våbenhvileaftale mellem Egypten og Israel i 1974, hvorefter Israel trækker sig noget tilbage fra kanalen. Efter omkring et års oprydningsarbejde, som koster en del menneskeliv på grund af et stort antal miner, bliver kanalen genåbnet 5. juni 1975.
Suez-kanalen giver i dag havdyr og -planter mulighed for at vandre mellem Rødehavet og Middelhavet, den såkaldte lessepske vandring.
