Vasa, også kaldet Wasa, Wasan og Wasen, var et svensk orlogsskib, der på grund af en konstruktionsfejl i skroget kæntrede og sank i Stockholms havn på sin jomfrurejse den 10. august 1628. Skibet blev genfundet i 1956, og bjærget den 24. april 1961. Regalskeppet Vasa regnes som et af de bedst bevarede skibsfund fra tiden, og kan ses på Vasamuseet i Stockholm.
I begyndelsen af 1620'erne befandt Sverige sig i en vanskelig udenrigspolitisk situation.
Gustav 2. Adolf af Sverige havde på det tidspunkt været konge i godt 10 år. Da han i 1611, blot 17 år gammel, besteg den svenske trone, arvede han ikke bare titlen som konge efter Karl 9. af Sverige, men også tre krige denne havde været involveret i. Der var tale om en angrebskrig mod Rusland, Kalmarkrigen mod Danmark og en forsvarskrig mod Polen.
Krigene mod Rusland og Polen handlede om Østersøen, som Sverige ønskede at kontrollere. Krigen mod Polen havde også et andet aspekt. Den polske konge Sigismund 3. Vasa var i 1599 blevet afsat fra den svenske trone, men betragtede sig stadig som Sveriges retmæssige regent. Krigen mod Danmark drejede sig bl.a. om Danmarks monopol på handelen med Rusland. Med Freden i Knäred i 1613 opnåede Sverige en fredsslutning med Danmark og i 1617 fulgtes den op med Freden i Stolbova, hvorefter krigen mod Rusland også kunne afsluttes.
Men Gustav 2. Adolf manglede stadig at finde en løsning på krigen mod Polen. Den svenske flåde var på det tidspunkt i en meget dårlig stand. Den bestod hovedsageligt af ældre og dårligt vedligeholdte skibe. Samtidigt kunne svenskerne uroligt følge udviklingen af Trediveårskrigen i Tyskland. Ud fra et protestantisk synspunkt gik denne krig ikke særligt godt.
Den svenske konges daværende og fremtidige intentioner om et svensk stormagtsrige krævede en stærk kontrol over Østersøen. Og noget måtte gøres. Gustav 2. Adolf besluttede derfor at kraftigt opruste den svenske flåde for derved at styrke sin position i regionen. I 1620 begyndte denne oprustning, og i 1625 havde man nået at bygge 25 nye fartøjer.
Den 16. januar 1625 bestilte Gustav 2. Adolf yderligere fire nye skibe, to større og to mindre. Vasa skulle blive et af de større, og meningen var, at det skulle blive det mest pragtfulde og kraftige krigsskib, som fandtes på det tidspunkt.
Navnet Vasa kommer fra Vasa-slægtens våbensymbol, som er et neg - en vase på svensk. At det var et Regalskepp, betød, at det det tilhørte den største type af sejldrevne krigsskibe, og fik sit navn enten efter kronregalierne eller andre kongelige symboler.
Det andet af de større skibe skulle få navnet Tre Kronor.
I løbet af 1625 blev mere end 1.000 egetræer fældet til brug for Vasa alene. Skovhuggere gik rundt i Sörmland med skabeloner til forskellige detaljer i skibet, og udvalgte træerne. Tømmeret blev fragtet til Skeppsgården, det nuværende Blasieholmen, som dengang bestod af to øer, og fungerede som flådens skibsværft i Stockholm.
Bygningen af Vasa begyndte i foråret 1626.
Skibsbyggermesteren var Henrik Hybertsson, en erfaren skibsbygger fra Holland. Egentlige arbejdstegninger, som man kender det i dag, brugte man ikke. I stedet tog man bestik i bestemte proportioner, som man erfaringsmæssigt anså gav et skib gode egenskaber. Det bestik, man benyttede til Vasa, var tilpasset skibe med ét kanondæk, men den svenske konge havde beordret to, hvilket ville skabe en frygtindgydende krigsmaskine, hvis alt havde fungeret optimalt.
Fartøjet skulle have 64 kanoner støbt i bronze, hvoraf de 48 skulle være ekstra tunge 24-punds kanoner, fordelt på de to kanondæk. For datiden var det et mægtigt skib. Det var 69 meter langt inkl. bovspryddet, knap 12 meter bredt og godt 52 meter højt fra køl til mastetop. Det stak 4,8 meter. Skibet skulle rumme 145 matroser og andet mandskab samt 300 soldater udrustet til kamp. Der skulle 10 sejl med en overflade på i alt 1.275 m² til, for at drive det fremad. Agterspejlet rejste sig 20 meter over havet, og er den dag i dag et imponerende syn ved et besøg på Vasamuseet.
Vasa blev søsat i 1627, og lå klart til afgang ved slottet Tre Kronor i 1628. Den svenske flådes chef, viceadmiral Klas Fleming, havde ladet skibet udruste og gennemgå et antal prøver, der skulle fastslå dets sødygtighed. En af prøverne handlede om at teste skibets stabilitet. 30 mand fra besætningen løb fra den ene side af skibet til den anden tre gange, men skibet krængede så meget, at Klas Fleming valgte at afbryde den test.
På trods af den afbrudte stabilitetstest letter Vasa anker søndag den 10. august 1628 under ledelse af kaptajn Söfring Hansson for at sejle ud fra Stockholm. Fire sejl sættes, og skibet skyder salut med to skud. Vinden er svag, og Vasa glider langsomt langs med Skeppsbron og derefter roligt ud langs med klipperne på Södermalm.
Jomfrurejsen var noget af et tilløbsstykke. Mange af Stockholms indbyggere havde valgt at benytte søndagen til at beskue dette mægtige skib, og blandt disse var også flere udenlandske ambassadører. Der var lagt op til en manifestation af svensk magt og vælde.
En let brise bringer Vasa på linje med Tegelviken, og katastrofen indtræffer. Skibet krænger til den ene side, men retter sig op igen. Derefter krænger det endnu engang. Kanonportene på det nederste dæk står åbne. Vandet fosser ind, og Vasa kæntrer. Vasa synker ud for Beckholmen ved Djurgården.
Vasas jomfrurejse havde da varet i bare 20 minutter, og skibet nåede kun at tilbagelægge ca. 1 sømil - godt 1.300 meter. Trods nærheden til land omkom mellem 30 og 50 personer ved forliset. Man har fundet 25 skeletter siden bjærgningen i 1961.
Vanddybden hvor Vasa sank, var blot 30 meter, og masterne brød derfor længe havoverfladen ved havaripladsen. Stormasten skal efter sigende have været synlig helt op i Karl 12. regeringstid. Altså et stykke ind i 1700-tallet. I lang tid siges skibet også at have været synligt på bunden på grund af de mange forgyldte skulpturer, der prydede Vasa.
Det antages at skibet havde ca. 200 personer om bord ved forliset. De var på vej til Älvsnabben i Stockholms sydlige skærgård for at tage 300 soldater om bord. Vasa skulle derefter have sejlet til Danzig sammen med en eskadre på ti skibe, for at blokere en flodmunding i krigen mod Polen.
Man påbegyndte tidligt forsøg på bjærgning af effekter fra vraget. Kanonerne var det mest værdifulde, og i midten af 1600-tallet blev 61 af skibets 64 kanoner bjærget med hjælp af en af datidens nye opfindelser, dykkerklokken.
Da Vasa forliste befandt Gustav 2. Adolf sig på slagfeltet i den polske del af Preussen. Først efter to uger nåede nyheden om katastrofen ham, og han forlangte straks, at de ansvarlige for forliset skulle findes og straffes. Skibets officerer og skibsbyggere blev kaldt til forhør på Stockholms slot, men ingen blev straffet.
Kongen selv havde jo godkendt Vasas mål, hvorfor det ikke var muligt at placere et endeligt ansvar. Flere involverede blev stillet for retten, men ingen blev kendt skyldig til forliset, og langsomt gled Vasa derefter ud af folks bevidsthed.
En glemsel, der skulle vare i 333 år.
Der er stadig delte meninger om årsagen til forliset, og hvor ansvaret skal placeres.
Derimod er der udbredt enighed om, at Vasa ikke havde en beprøvet konstruktion. Skibet var på kongens ordre udstyret med et ekstra kanondæk, og var dermed tungere end tidligere skibe. Men dets ydre proportioner passede til et fartøj med kun ét dæk. Ballasten og kanondækkenes højde var ikke tilpasset det faktum.
Hvis de nederste kanonporte havde været lukkede ved afrejsen, kunne katastrofen måske have været undgået. Man ville have opdaget problemet med stabiliteten, og skibet kunne derefter være blevet bygget om, og vi havde dermed sandsynligvis ikke hørt om det i dag.
En anden skibsbygger end Henrik Hybertsson havde muligvis kunnet forudse problemet, øget ballasten og gjort skibet højere og dermed have undgået forliset. Desuden døde Henrik Hybertsson et år inden jomfrusejladsen, hvorefter hans bror og kompagnon Arendt Hybertsson de Groot færdiggjorde skibet i samarbejde med skibsbyggermesteren Hein Jakobsson.
Gustav 2. Adolf, Klas Fleming og Henrik Hybertsson var hver for sig sikkert medskyldige til forliset, men slap alle for at blive syndebukken. Forhørslederne konstaterede efterfølgende, at Vasa sansynligvis var velbygget men fejlproportioneret. Efter Vasa blev der bygget andre sødygtige skibe med både to og tre kanondæk, så om ikke andet havde forliset givet nye kundskaber.
Vasa blev også bygget i en tid, hvor måden at føre krig til søs var var begyndt at ændre sig. Traditionelt nærmede man sig fjenden, affyrede nogle bredsider, og overgik til nærkamp med det formål at borde fjendens skibe - derfor de 300 soldater, der skulle skyde vildt mod besætningen på fjendens skibe. I 1650'erne skulle linjeskibstaktikken overtage helt. Den gik ud på, at de to fjentlige flåder lagde sig på linje, og beskød hinanden på afstand. Linjeskibstaktikken havde som formål at tildele fjenden mest mulig død og materiel ødelæggelse.
Regalskeppet Vasa er et skib midt i mellem disse krigstaktikker. Skibets 20 meter høje agterdæk er velegnet til at lade soldater skyde nedad mod lavere fartøjer, samtidigt som dets to kanondæk ville have gjort skibet særdeles effektivt i linjestrid.
Men det viste sig at blive på bekostning af sødygtigheden.
Da man genfandt Vasa, vidste man allerede fra kilderne, at det drejede sig om et for datiden stort fartøj. Men eftersom Sverige ansås som et fattigt land på den tid, det blev bygget, regnede man med, at skibet ville være en skrabet udgave, udsprunget af krigens nød uden luksus og pral. Hvad man fandt var det modsatte. Vasa viste sig at være ekstremt rigt udsmykket med bl.a. rundt regnet 700 udskårne figurer. Der var et myller af romerske krigere, løver, havfruer, forvredne gestalter og græske gudebilleder.
Figurerne var skåret i renæssance- og tidlig barokstil. Udsmykningen havde haft som formål at forherlige den svenske konge og Sverige og samtidigt håne Polen og Sveriges øvrige fjender. Inspirationen var hentet fra bibelen - især fra Det Gamle Testamente - samt fra græsk- og romersk mytologi iblandet en forherligelse af den svenske historie og det svenske kongehus.
De mange udskårne figurer var fæstet på skroget med jernnagler. Disse rustede dog med tiden, hvorfor figurerne hurtigt faldt af vraget, og blev begravet og dermed også bevaret i det iltfattige dynd på havbunden. Man undrede sig længe over skibets farve. Undersøgelser har efterfølgende vist, at skibets skulpturer var malede i mange og stærke farver, og at Vasa må have været et imponerende og farvestrålende syn under sin første, men kortlivede og eneste sejllads.
Siden bjærgningen i 1961 har man gjort mere end 26.000 fund med tilknytning til Vasa. Blandt disse er de resterende seks sejl, der stadig lå sammenfoldedede i vraget og flere typer af kanonkugler. Et af de mere spøjse fund, man gjorde i vraget, var en lille statuette, der forestillede den finske OL-guldmedaljevinder Paavo Nurmi fra 1920'erne. Den udløste kortvarigt en heftig diskussion blandt svenske marinarkæologer, der gik på, hvordan statuetten kunne være endt i det gamle vrag.
Det viste sig senere, at nogle finske studerende i Stockholm i dagene op til bjærgningen havde dykket ned til vraget og placeret statuetten.
Efter vedholdende forskning og søgen fandt Anders Franzén, en svensk marinetekniker og fritidsforsker, Vasa den 25. august 1956. Neptunbolagets dykkere begyndte at spule seks tunneller under fartøjet i 1957. Gennem disse tunneller trak man de stålkabler, som man med hjælp fra to løftepontoner ville kunne trække skibet fri fra havbundens favntag. Under det arbejde fandt man i 1958 en kanon ved vraget.
1961 kunne Vasa endelig bjærges - 333 år efter forliset. Og ligesom ved jomfrurejsen var også bjærgningen af Vasa et tilløbsstykke af de helt store. Den skrevne presse, samt radio og fjernsyn fra hele verden var på plads, og SVT i Sverige sendte direkte tv-transmission. Der blev solgt usædvanlig mange fjernsyn i Sverige op til bjærgningen. Arbejdspladser holdt pause, og skolebørn skulkede. Alle ville se dette historiske øjeblik.
Rundt om i Europa er mange andre skibe forlist gennem tiderne, men en af hovedårsagerne til Vasas helt unikke tilstand er, at det sank i forholdsvis saltfattigt vand. Der findes ingen pæleorm, som kan angribe vraget, og derfor er detaljerne i træet i en helt enestående god tilstand. Vasa blev holdt sammen med en kombination af jernbolte og store trænagler. Alt jern er rustet væk, men de mange trænagler gjorde, at skibet stort set kunne løftes op fra havbunden i ét stykke. Det imponerende agterspejl var holdt sammen med jernbolte, men da disse forholdsvis hurtigt var tæret op af rust, er dette stykke særdeles velbevaret, idet det hurtigt endte på havbunden, og blev begravet i det iltfattige dynd.
Vasa blev i 1961 fragtet til en første provisorisk plads, Vasavarvet, ved Djurgården, hvor det blev konserveret med fugt og gennem mange år overrislet og imprægneret med polyetylenglykol med forskellig molekylestørrelse. I 1979 afsluttede man overrislingen. I 1990 stod det nye Vasamuseet færdigt, hvor skibet nu opbevares. Med tiden er flere dele af bl.a. riggen blevet monteret.
Med bjærgningen af Vasa har man fået et enestående indblik i datidens skibsbyggerkunst og måden at føre krig til søs.
Skibets høje alder har dog givet anledning til visse aktuelle konserveringsproblemer:
I 2003 oprettede man derfor på initiativ af Vasamuseets venskabsforening fonden Bevara Vasa, der har til formål at rejse midler, til fortsat bevarelse af Regalskeppet Vasa. Protektor for fonden er den svenske konge Carl 16. Gustav, hvis farfar, Gustav 6. Adolf i sin tid var protektor for selve bjærgningen af Vasa.
