Mary Rose

Mary Rose var et orlogsfartøj af typen karrak, som indgik i den engelske flåde under Henrik 8.'s regeringstid i første halvdel af 1500-tallet. Efter 33 års indsats mod franske, bretonske og skotske styrker deltog skibet i sit sidste slag den 19. juli 1545. I spidsen for et angreb mod franske galejer sank Mary Rose i Solentsundet mellem Isle of Wight og det engelske fastland, inden for synsvidde af Southsea Castle, som er den fæstning uden for Portsmouth, hvor Henrik 8. selv befandt sig. Mary Rose genopdagedes i 1971 og bjergedes i oktober 1982 ved et af de mest bekostelige og komplicerede marinarkæologiske projekter nogensinde. Til trods for at en stor del af skibet er nedbrudt af erosion og biologiske angreb, har de tilbageværende dele uvurderlig historisk værdi som en tidskapsel fra England i første del af 1500-tallet.

Inden for det marinarkæologiske område er udgravningen og bjergningen af Mary Rose blevet en milepæl, som kun har sit modstykke i bjergningen af det svenske 1600-talsskib Vasa 1957–1961. De bjergede fund omfatter blandt andet våben, skibsudrustning og et stort antal genstande, som besætningen anvendte, både mens de var om bord og under orlov. Mange af genstandene er unika og har givet forskere uvurderlig indsigt i alt fra søkrigsførelse til musikhistorie. De bevarede dele af skibet undergår nu konservering i Portsmouth sammen med en stor samling velbevarede genstande. En betydelig del af disse udstilles i det nærliggende Mary Rose Museum.

Mary Rose var under fire årtiers sporadiske krige et af de største orlogsfartøjer i den engelske flåde. Samtidig er det et af de tidligste eksempler på et specialbygget krigsskib, som aldrig er anvendt som handelsskib. Det var bevæbnet med tunge kanoner, som var skjult bag kanonporte, hvilket var en relativt ny opfindelse. Teoretisk var det endda et af de første fartøjer, som kunne affyre bredsider, selv om den linjetaktik, som udnyttede denne mulighed i kamp, endnu ikke var opfundet. Der findes flere forklaringer på, at skibet sank, baseret på historiske kilder, historisk viden om 1500-tallets skibsbyggeri og på praktiske eksperimenter. Den præcise årsag til forliset er dog stadig usikker på grund af modstridende teorier og mangel på afgørende fysiske beviser.

Historisk baggrund

Ved slutningen af 1400-tallet var England et relativt lille kongedømme i den europæiske periferi. De store militære sejre mod de franske konger i hundredårskrigen hørte fortiden til; kun den mindre enklave ved Calais var tilbage som minde om de engelske kongers franske besiddelser. Rosekrigene, en langvarig borgerkrig mellem slægterne York og Lancaster, var afsluttet for nylig, og den sejrende Henrik 8. havde etableret huset Tudor som det nye engelske kongedynasti. Henrik 5.'s omfattende oprustning af den engelske flåde var dog ikke blevet fortsat af hans efterfølgere, og mellem 1422 og 1509 byggede den engelske krone kun seks krigsskibe. Flåder, som tillhørte enkelte adelige eller forskellige grupperinger var ofte større, mere veludrustede og effektive end de, som tilhørte den kongelige centralmagt. Den alliance, som blev indgået mellem Bretagne og Frankrig ved giftermålet mellem Ludvig 8. og Anna af Bretagne i 1491, stillede også England i en strategisk svær situation på landets sydlige flanke og kunne true mange vigtige handelsruter. Trods dette lykkedes det Henrik at sikre en langvarig fredsperiode og opretholde en lille, men slagkraftig kongelig flåde i sin regeringstid.

Ved begyndelsen af tidlig moderne tid var de europæiske stormagter Frankrig, det Tysk-romerske rige og Spanien. Disse tre var oprindeligt allierede i Cambrailigaen i 1508. I begyndelsen førte man krig mod den fælles fjende republikken Venedig, men i 1511 vendte man sig som "den hellige liga" mod Frankrig. England havde nære økonomiske bånd til Spanien gennem de Spanske Nederlande, og den unge Henrik havde til hensigt at efterligne de storslåede militære bedrifter, som hans middelalderlige forgængere havde opnået ved slaget ved Agincourt og Crecy under hundredårskrigen mod Frankrig. I 1509, seks uger efter sin tronbestigelse, giftede Henrik sig med den spanske prinsesse Katharina af Aragonien og gik med i ligaen i den hensigt at kræve sin historiske ret som konge af både Frankrig og England. I 1511 var Henrik således i alliance med sin svigerfar, Ferdinand 2. af Aragonien og med pave Julius II og den tysk-romerske kejser Maximilian 1.

Den mindre flåde, som Henrik arvede fra sin far, bestod kun af to større skibe, karrakkerne Regent og Sovereign (begge navne med betydningen "regent"). Kun nogle måneder efter Henriks tronbestigelse bestiltes de to store krigsskibe Mary Rose og Peter Pomegranate ("Peter Granatæble", også bare kendt som Peter) på henholdsvis omkring 500 og 450 ton. Hvem af kongerne, som faktisk bestilte skibene er ikke klarlagt; bygningen begyndte i Henrik 8.'s regeringstid, men en flådeoprustning kan have været planlagt allerede inden. Det var dog Henrik 8., som sørgede for, at skibene blev bygget, og det var også ham, som beordrede, at et antal større skibe skulle bygges, blandt andet det store Henry Grace à Dieu ("Henrik af Guds nåde") på over 1.000 ton, som i folkemunde fik navnet Great Harry ("Store Harry"). Frem mod 1520'erne havde Henrik dermed lagt grunden til den permanente kongelige flåde, ofte kaldet Navy Royal, som den moderne britiske Royal Navy stammer fra.

Bygning

Bygningen af Mary Rose påbegyndtes i 1510 i Portsmouth, og det blev søsat i juli 1511. Skibet bugseredes derefter til London, hvor dæk, rig og våben blev installeret. Mary Rose udrustedes desuden med flag, vimpler og store, stærkt forlængede vimpler, som vajede øverst på masterne, og som var farvede eller broderede.

At bygge et fartøj af Mary Roses størrelse var et omfattende projekt, som krævede store mængder forskellige materialer af høj kvalitet. Frem for alt var der behov for store mængder egetræ. Den samlede mængde tømmer, som blev brugt, kan kun skønnes ud fra den omtrentlige tredjedel af skibet, som nu findes, men det anslås, at der krævedes ca. 600 store ege, hvilket svarer til cirka 16 hektar skov. De enorme træer, som tidligere havde været almindelige i Europa og på de britiske øer, var i begyndelsen af 1500-tallet mere sjældne, så derfor måtte tømmeret hentes fra større områder i det sydlige England. De største trædele i skibet var af nogenlunde samme størrelse som de, der anvendtes i tagkonstruktionen på de største katedraler fra højmiddelalderen. En ubearbejdet planke, som var en del af skrogets ydre skal, vejede i nærheden af 300 kilo og dæksbjælkerne under batteridækket op mod trekvart ton.

Den sædvanlige forklaring på skibets navn har været, at det var opkaldt efter Henrik 8.'s søster, Maria (Mary) Tudor, og efter rosen, som var Tudordynastiets emblem. Ifølge historikerne David Childs, David Loades og Peter Marsden savnes der dog bevis for dette. Det normale på den tid var, at fartøjer fik fromme, kristne navne, hvilket var en vesteuropæisk tradition som gik langt tilbage, eller at de henviste til regenten; Grace Dieu, ("Guds nåde") og Holighost ("Hellige Ånd") havde været almindelige skibsnavne siden 1400-tallet, og fartøjerne i den tidlige Tudorflåde havde navne som Regent ("Regenten") og Three Ostrich Feathers ("De tre strudsefjer" – med henvisning til kronprinsens emblem). Jomfru Maria er blevet foreslået som et sandsynligere eponym, og hun var ligeledes forbundet med rosen som mystisk symbol. Navnet på søsterskibet Peter Pomegranate støtter denne hypotese, eftersom det sandsynligvis er opkaldt efter apostlen Peter, den kristne kirkes første apostel og første pave, samt granatæblet, som indgik i dronning Katarinas personlige emblem. Ifølge Childs, Loades og Marsden er det derfor sandsynligt, at de to fartøjer, som byggedes samtidig, fik navne, som henviste til den regerende konge og dronning.

Konstruktion

Mary Rose var bygget som en karrak med høje for- og agterkasteller og med et åbent mellemdæk i midten. Over vandlinjen blev skroget stadig smallere for at kompensere for kanonernes vægt på de øvre dæk og for at gøre det sværere at borde skibet under kamp. Eftersom skroget ikke er fuldt bevaret, har det været svært at bestemme mange af skibets grundlæggende mål med større sikkerhed. Det var cirka tolv meter bredt på det bredeste sted, og kølen er 32 meter, men skibets samlede længde fra for til agter er mere usikker.

Selve skroget havde fire niveauer, opdelt af tre dæk. Terminologien for skibsdæk var på denne tid endnu ikke standardiseret, så publikationer fra Mary Rose Trust indeholder ikke de dengang anvendte termer. På underste dæk, lige over kølen og under vandlinjen lå køkkenet, eller kabyssen, hvor maden tilberedtes. Lige agter for kabyssen fandtes stormastens mastefod, en nedsænkning i midten af kølsvinet, og ved siden af var lænsepumpen og dens sump, nemlig den fordybning, hvor det vand samledes, som i nogen grad altid lækkede ind i datidens træskibe. For at gøre skibet mere stabilt lå der ballast mellem spanterne på nederste dæk, og her opbevaredes også en del af skibets forsyninger. Oven over dette dæk lå banjerdækket, der ligeledes anvendtes som opbevaringsrum for alt, fra mad og drikke til reservesejl og ammunition.

Over banjerdækket kom batteridækket, som bar de tungeste kanoner. Skroget havde her syv kanonporte på hver side, alle med tunge luger, som var vandtætte, når de blev lukket. Batteridækket var det øverste af dækkene, som var kalfatret, dvs. tætnet med tjære og værk, og følgelig vandtæt. Langs batteridækkets sider under for- og agterkastellet lå kahytter, som menes at have huset tømmermanden, bartskæreren, lodsen og måske også artillerichefen og nogle af officererne. Det øverste dæk ("soldækket") i skroget havde et åbent mellemdæk, som var udsat for elementerne. Det var helt indrettet til kamp uden nogen kendte opdelinger og med en blanding af tunge og lette våben. Det åbne mellemdæk var helt dækket af et grovmasket net, som havde til formål at forhindre modstandere i at borde skibet. Selv om kun en lille del af dette dæk er bevaret, anses det for sandsynligt, at det var her, under agterkastellet, at den største del af besætningen spiste og sov. En afløbsrende agterud er identificeret som en piss-dale ("pisserende"), der var en tilføjelse til de toiletter, som nok fandtes i den helt eroderede forstavn.

De to kasteller havde yderligere dæk, men eftersom næsten intet af dem er bevaret, har de måttet rekonstrueres ved hjælp af historiske kilder. Samtidige skibe af lignende størrelse registreredes med tre dæk i begge kasteller. Selv om det ikke kan afgøres af fysiske beviser, støttes denne tolkning af illustrationer i den samtidige Anthonyrulle og dens fortegnelser over våben.

Tidligt under udgravningen af vraget var opfattelsen, at Mary Rose oprindeligt havde været klinkbygget, at bordklædningen bestod af overlappende brædder, eller bordplanker, som bar det meste af skibets vægt. Eftersom det er meget svært at kombinere klinkbygning med kanonporte uden at svække konstruktionen, blev det antaget, at skibet ombyggedes til kravelbygning, hvor bordplankerne ligger side mod side, og hvor konstruktionen bæres af indvendige bjælker og vertikale spanter. Senere undersøgelser har vist, at kun dele af agterkastellet var konstrueret med overlappende planker, men uden at være en ægte klinkbygning.

Sejl og rigning

Af riggen på Mary Rose er næsten kun de nederste dele af vanterne (de lodrette reb, der stabiliserer masterne i sideretningen) bevaret, og opfattelsen af, hvordan sejlene var udformet, er i stedet baseret på afbildningerne i Anthonyrullen og en udstyrsfortegnelse fra 1514. Mary Rose havde ni, eller måske ti, sejl fordelt på fire master og et bovspryd: Fokkemasten og stormasten havde to, henholdsvis tre, firkantede råsejl; den forreste af de to mesanmaster havde et trekantet latinersejl og et råsejl, og bag ved denne fandtes en såkaldt "bonaventura" med et latinersejl og muligvis også et mindre råsejl; samt en blinde på bovsprydet. Ifølge afbildningen i Anthonyrullen var nokkerne på råerne (enderne på de bomme, som de firkantede råsejl var fastgjort til) forsynet med nokknive, dvs. dobbelte, krumme knive med skarp æg på indersiden, så de kunne beskadige et fjendtligt fartøjs rig og sejl under nærkamp.

Der findes beretninger om Mary Roses sejlegenskaber fra samtidige kommentatorer. I marts 1513 konkurrerede det sammen med ni andre skibe i "the Downs" vest for Kent. Det vandt konkurrencen, og admiral Edward Howard beskrev bagefter skibet i entusiastisk ordvalg som "det ædleste sejlskib i kristendommen i denne stund". Da det nogle år senere sejlede mellem Dover og Downs, var viceadmiral William Fitzwilliams kommentar, at både Heny Grace à Dieu og Mary Rose sejlede stabilt i hård sø, og at det var svært at afgøre, hvilket af skibene, som var det bedste. Moderne eksperter har været mere skeptiske omkring dets egenskaber som sejlfartøj og mener, at det som andre samtidige fartøjer var næsten helt ude af stand til at krydse mod vinden, og repræsentanter for Mary Rose Trust har ved visse lejligheder sammenlignet Mary Roses sejlegenskaber med "en våd høstak".

Bestykning

Mary Rose byggedes i en overgangstid for søkrigstaktikken. Lige siden de første orlogsflåder i antikken havde man udkæmpet krige til søs stort set som på land – med nærkampsvåben og bue og pil, men på gyngende træplatforme i stedet for den faste jord. Ildvåbens indførelse på skibe var en vigtig udvikling, men det varede flere hundrede år, inden de for alvor medførte ændring af taktikken til søs. Efterhånden som kanoner blev tungere og kunne tage kraftigere ladning, kunne de tilføje andre fartøjer og deres mandskab større skade, men de måtte placeres lavere i skibene, nærmere vandlinjen. Kanonporte i skroget var indført allerede i 1501, omkring et årti inden Mary Rose blev bygget. Først anvendtes kanonportene til de tunge pjecer, som placeredes længst agter, men snart sås de også langs skibssiderne, hvormed det blev muligt at affyre bredsider, dvs. koordinerede salver fra samtlige kanoner på den ene skibsside. Dog sigtede kanonerne langs en side i den første tid ikke i samme retning, så de ikke kunne anvendes til samtidig beskydning af samme mål og altså endnu var beregnet til at affyres hver for sig i stedet for i samordnede salver. Taktikken i 1500-tallet og langt ind i 1600-tallet var stadig indrettet på et effektivt forsvar mod de frygtede galejer. Det var skibe med årer og udrustet med tunge, fastmonterede kanoner i forstavnen – hele fartøjet skulle vendes, for at de kunne rettes mod et mål. Skønt de var mindre sødygtige og mere udsatte for at blive bordet fra sejlskibe med betydeligt højere fribord, var galejerne en alvorlig trussel for selv de største sejlskibe, eftersom de med stor præcision og uanset vejret kunne rette tunge pjecer mod dem fra en lav position nær vandlinjen. Ineffektivt krudt og de indbyggede vanskeligheder ved at opnå stor præcision med store og tunge kanoner på et skib i bevægelse bidrog også til, at søkrigstaktikken i 1500-tallet var tydeligt fokuseret på nærkamp og på at vinde ved at borde.

Bronze- og jernkanoner

Eftersom Mary Rose blev bygget i en periode med omfattende forandringer inden for det tunge artilleri, bestod dets bevæbning af en blanding af gamle og nye kanontyper. De tunge pjecer var dels ældre smedejernskanoner og dels nye støbte bronzekanoner, som varierede i størrelse, rækkevidde og udformning. Større jernkanoner blev fremstillet af stave eller stænger, som loddedes sammen til en cylinder for at forme et kanonløb. Man forstærkede derefter cylinderen ved at krympe jernringe omkring den. De smedede jernkanoner var bagladere og monteret på simple lavetter, fremstillet af udhulede elmestokke med bare et enkelt hjulpar og somme tider helt uden hjul som en slags slæde. Bronzekanonerne var støbt i et stykke og stod på lavetter med to hjulpar af den type, som i næsten uændret form blev anvendt helt ind i 1800-tallet. Bagladerne af smedet jern var billigst at fremstille og lettest at lade, men kunne til gengæld ikke klare så kraftige krudtladninger som bronzekanonerne og kunne følgelig ikke skyde lige så langt. Til bronzekanonerne anvendte man i almindelighed kanonkugler af jern, som var mere egnede til at trænge gennem skibsskrog fra længere afstand. Jernkanonerne ladedes derimod med stenkugler, som splintredes, når de traf, og kunne slå store huller i fjendens skrog. Begge kanontyper kunne også lades med en mængde forskellige slags ammunition, som var tiltænkt at ødelægge riggen, skibets lettere strukturer eller skade besætningen.

Flertallet af kanonerne var imidlertid små jernkanoner med kort rækkevidde, som kunne rettes ind og affyres af en enkelt person. De to mest almindelige typer af disse var bases og haglskuds-pjecer. Bases var bagladede svingkanoner med en gaffelformet støtte, der tillod dem at dreje fra side til side for at give dem større skudfelt, og de var mest sandsynligt placeret i kastellerne. Haglskuds-pjecer var små forladere med rektangulære løb og et finnelignende fremspring, som blev benyttet til at støtte dem mod rælingen, så skibets struktur optog kraften fra rekylen. I Anthonyrullens opgørelse fra 1546 (færdiggjort efter sænkningen) er desuden anført to top-pjecer, hvis design er ukendt, men som sandsynligvis lignede en base og var beregnet til at være placeret i mærskurve for derfra at kunne beskyde fjendens dæk.

Fordeling og rækkevidde af skydevåben ved sænkningen
Våbentype Batteridæk Øvre dæk Kasteldæk Mærskurv Skudvidde i meter
Port-pjecer 12 0 0 0 130+
Culveriner og demi-culveriner 2 4 2 0 299–413
Kanoner og demi-kanoner 4 0 0 0 ca. 225
Saker-kanoner 0 2 0 0 219–323
Haglbøsser 0 6 0 0 "kort"
Falcon  ?  ?  ? 0 144–287
Feltslanger 0 6 0 0 "middel"
Bases 0 0 30 0 "tæt"
Haglskuds-pjecer 0 0 20 0 "tæt"
Top-pjecer 0 0 0 2 "tæt"
Våbentyper
Dato Total Lavet-monteret Skibs-monteret Anti-skibsvåben Anti-personnel våben
1514 78 20–21 57–58 5–9 64–73
1540 96 36 60 17–22 74–79
1545 91 39 52 24 67

Mary Roses bestykning ændredes nogle gange, mens det var i tjeneste. Der findes tre bevarede angivelser af dets bestykning fra henholdsvis 1514, 1540 og 1546. Kombineret med arkivmateriale fra arsenalet i Tower viser kilderne, hvorledes kanonernes opstilling ændredes i takt med teknikens udvikling, og der fremkom nye klassifikationer. I 1514 bestod bestykningen mest af mindre pjeser og anti-personel våben, og kun en håndfuld af den første bevæbning var kraftige nok til at slå hul i et skibsskrog. Desuden var de fleste af kanonerne monteret på selve skibskonstruktionen i stedet for på bevægelige lavetter. I 1540 var bevæbningen på Mary Rose, lige som i Tower, radikalt anderledes. Der fandtes nu et antal forskellige støbte bronzekanoner samt de tungere "port-stykker" i smedejern, og begge typer krævede lavetter, havde betydeligt længere skudvidde og kunne påføre andre skibe alvorlige skader. En analyse af bevæbningen i 1514 tyder sammen med tegn på, at skibet ombyggedes en gang i 1530'erne, at der ikke var kanonporte på batteridækket, da Mary Rose blev søsat, og at de altså er en senere tilføjelse.

De forskellige typer ammunition havde hver deres formål: Runde kanonkugler af sten eller jern anvendtes mod skibsskrog, stangladning og kædeladning kunne sønderrive sejl og skade riggen og kardæsker fyldt med skarpe flintefliser havde en ødelæggende virkning på ubeskyttet mandskab. Moderne kopier af en bronzekanon og en "port-pjece" i jern har vist, at de kunne skyde gennem træ af samme tykkelse som Mary Roses bordklædning i en afstand på ca. 90 meter. "Port-pjeser" viste sig at være særlig godt egnet til at slå store huller i træ med stenkugler og forårsagede også stor skade, når de affyrede ral eller småsten på nært hold.

Håndvåben

Som forsvar mod at blive bordet havde Mary Rose en stor beholdning af nærkampsvåben, først og fremmest piker og hellebarder, hvoraf der ifølge Anthonyrullen var mindst 150 af hver slags, hvilket stort set bekræftedes af udgravningerne. Sværd og daggerter var ikke med i de officielle udstyrslister, eftersom de var almindelige som personlige effekter, og de er fundet i store mængder.

Skibet medførte desuden 250 langbuer (hvoraf 172 er fundet) og 4.000 pile samt armbeskyttere og andet udstyr, som bueskytterne brugte. I Tudortidens England var træning i brug af langbue stadig obligatorisk for alle voksne mænd, og skønt feltartilleri og håndskydevåben allerede var almindelige på slagmarken, anvendtes langbuer stadig i stor udstrækning. På Mary Rose kunne bueskytterne kun skyde fra positioner bag aftagelige træpaneler på mellemdækket eller fra de øvre dæk i kastellerne. Det blev tidligere antaget, at kanonbesætningerne havde fået støtte ved, at bueskytter sigtede gennem kanonportene, men det er udelukket, eftersom loftshøjden under dæk er for lav til, at buer kan spændes. Der fandtes buer i flere størrelser til forskellige formål. Lette buer var egnet til præcisionsskydning, mens de tungere f.eks. kunne bruges til at afskyde brandpile.

Inventarlisterne fra 1514 og 1546 indeholder også fortegnelser over flere hundrede store pile og krukker med ulæsket kalk, som skulle være blevet kastet fra mærskurvene ned på fjendens dæk, men ingen af disse krukker er fundet. Af de 50 håndvåben, som nævnes i Anthonyrullen, har man fundet træstykker fra fem luntelåsmusketter og fragmenter af yderligere elleve. De fleste var fremstillet i Italien, men en del af dem i Tyskland. I opbevaringsrummet fandtes desuden et antal eksemplarer af en usædvanlig våbentype, som bestod af et træskjold med et mindre skydevåben monteret i midten, på engelsk kaldt et gunshield (omtrentligt "pistolskjold").

Besætning

Bemandingen på Mary Rose varierede meget i løbet af skibets 33-årige karriere. Besætningen kunne være på flere hundrede i krig, men kunne skæres ned til en minimumsbesætning på sytten mand eller færre i fredstid, og når skibet tilhørte reserveflåden. I gennemsnit var antallet af besætningsmedlemmer omkring 185 soldater, 200 søfolk, 20–30 artillerister samt et mindre antal specialister som barberer, trompeterer og admiralsstaben, hvilket i alt betød omkring 400–450 mand. Når skibet deltog i landsætninger eller raids, som det skete i sommeren 1512, kunne antallet af soldater øges til noget over 400, så der var mere end 700 mand om bord. Allerede med den ordinære besætning på ca. 400 var skibet overbefolket, og med yderligere soldater har der været stor trængsel.

Meget lidt er kendt om identiteten på de mænd, som gjorde tjenste på Mary Rose gennem årene, også når det gælder officererne til trods for, at de tilhørte aristokratiet. To admiraler og fire kaptajner, som tidligere var en del af besætningen på Mary Rose (inklusive Edward og Thomas Howard, som havde gjort tjeneste i begge kapaciteter) er kendt fra arkivmateriale og også navnene på nogle skippere, pursere, artilleriofficerer og andre specialister. Det store flertal, sømænd, soldater og artillerister, er forblevet ukendte. De eneste oplysninger, vi har om den sidste besætning, er fra de fundne skeletter, som har kunnet analyseres ved hjælp af osteologiske metoder. En vurdering af besætningens sammensætning har dog kunnet foretages ved hjælp af samtidige skriftlige kilder. Mary Rose havde en kaptajn, en skipper med ansvar for dæksbesætningen, en purser som var ansvarlig for lønninger og skibets økonomi, en bådsmand som var kaptajnens næstkommanderende, mindst en tømmermand, en lods som varetog navigeringen og en kok. Alle havde de en eller flere medhjælpere. Om bord fandtes desuden en bartskærer, som tog sig af syge og tilskadekomne sammen med en lærling og eventuelt også en yngre barber. Den eneste person, der med sikkerhed vides at være omkommet ved forliset, er viceadmiralen George Carew. McKee, Stirland og andre har derudover ment, at også Roger Grenville, far til Richard Grenville, som gjorde tjeneste som kaptajn på Revenge under Elisabett 1.'s styre, også var blandt de omkomne, men Marsden har stillet spørgsmål til kildernes pålidelighed på dette punkt.

Besætning ifølge samtidige kilder
Tidspunkt Soldater Søfok Kanonbesætninger Øvrige I alt
Sommeren 1512 411 206 120 22 729
Oktober 1512  ? 120 20 20 160
1513  ? 200  ?  ? 200?
1513  ? 102 6  ? 108?
1522? 126 244 30 2 400
1524 185 200 20  ? 405?
1545/46 185 200 30  ? 415?

Resterne af i alt 179 personer blev fundet under udgravningen af Mary Rose, hvoraf 92 var "temmelig komplette skeletter". Analyser af disse har vist, at hele besætningen var mænd, de fleste unge voksne. Nogle var ikke mere end 11–13 år gamle, og de fleste (81%) var under 30. Det var fortrinsvis englændere, sandsynligvis fra det sydvestlige England, og mange havde nok fulgt deres aristokratiske herrer ind i flådens tjeneste. Desuden fandtes også et antal personer, som kom fra kontinentaleuropa. Et af de øjenvidner, som overlevede forliset, var flamlænder, og lodsen var sandsynligvis franskmand. Analyse af iltisotoper i de omkomnes tænder har også vist, at et antal af dem kom fra Sydeuropa. I øvrigt var det stærke og velnærede mænd, om end deres skeletter bar tydelige tegn på børnesygdomme og et hårdt og slidsomt liv. Benene har også spor af lægte frakturer, som nok stammer fra ulykker om bord.

Der mangler skriftlige kilder for, hvilke typer soldater og søfolk, som fandtes om bord på Mary Rose, men de cirka 300 langbuer og tusindvis af pile tyder på, at der var et betydeligt antal langbueskytter. Undersøgelse af skeletterne viste desuden, at et overproportionalt antal havde os acromiale i skulderbladene. Man ved i dag, at dette forekommer hos bueskytter på eliteniveau og skyldes gentagen belastning af muskler i arme og skuldre, i særdeleshed i venstre arm, eftersom en bueskytte spænder buen med den. Blandt dem, som omkom, er det højst sandsynligt, at der fandtes mange, som havde trænet med langbue helt fra barnsben, og som kunne have været om bord som specialistskytter.

En gruppe på seks skeletter blev fundet omkring en to ton tung bronzekanon på batteridækket i forstavnen. Med undtagelse af en enkelt var det alle stærke og muskuløse mænd (den sidste kan have haft til opgave at hente ammunition og krudt). De havde alle beskæftiget sig med at trække og skubbe tunge genstande, hvilket fremgår af, at flere af deres ryghvirvler var vokset sammen ved ossifikation, bendannelse. Denne gruppe beskrives tentativt som en fuldstændig kanonbesætning, som døde på deres post.

Militærhistorie

Første franske krig

Mary Rose deltog første gang i kamp i 1512. Spanien og England ville gennemføre fælles flådeaktioner mod Frankrig. Engelske fartøjer skulle tage sig af de franske og bretonske flåder i den Engelske Kanal, mens spanske styrker angreb i Biscayabugten og på land mod Gascogne. Den dengang 35-årige Edward Howard blev udset til øverste admiral i april og valgte Mary Rose som sit flagskib. Hans første opgave var at afværge truslen fra den franske flåde mellem England og Spaniens nordkyst, så spanske styrker kunne landsættes ved grænsen mod Frankrig ved Fuentarabia. Hans flåde bestod af atten fartøjer, blandt hvilke var de store Regent og Peter Pomegranate med mere end 5.000 mand. Howards raid førte til, at man erobrede tolv bretonske skibe og i løbet af fire dage udkæmpede mindre aktioner på land i Bretagne, hvor man nedbrændte et stort antal byer.

Flåden vendte tilbage til Southampton i juni, hvor den fik besøg af kong Henrik. I august sejlede den mod Brest, hvor den mødte en stor fælles, men dårligt koordineret fransk-bretonsk flådestyrke. Den engelske styrke gik til angreb med et af de store skibe i spidsen (ifølge Marsden var det Mary Rose) og tvang de franske fartøjer på flugt med hård beskydning. Det bretonske flagskib Cordelière gjorde dog modstand og bordedes af det mere end tusind ton tunge Regent. Ved en ulykke, eller fordi den bretonske besætning var uvillige til at stryge flaget og opgive deres fartøj, antændtes krudtbeholdningen på Cordelière, hvilket resulterede i en voldsom eksplosion. Regent blev alvorligt skadet, brød i brand og sank. Omkring 180 englændere reddede sig ved at kaste sig i havet, mens kun en håndfuld bretoner overlevede, kun for at blive taget til fange. Kaptajnen på Regent, 600 soldater og søfolk, den franske overadmiral og lederen af byen Morlaix døde, hvilket gjorde, at hændelsen blev omtalt i flere samtidige historieberetninger og krøniker. Den 11. august brændte englænderne 27 franske skibe, erobrede yderligere fem og fulgte op ved at landsætte styrker nær Brest for at gennemføre raids og tage fanger. Men flåden kom ud for storme og blev tvunget til at søge ly, først i Dartmouth i Cornwall og derefter i Southampton, for at få foretaget reparationer.

I foråret 1513 valgte Howard atter Mary Rose som sit flagskib før en flådeekspedition mod Frankrig. På vej mod sit mål deltog Mary Rose i en konkurrence mod andre skibe, hvor det bedømtes til at være et af de hurtigste og mest manøvredygtige af de store sejlfartøjer i den engelske flåde (se detaljerne i afsnittet "Sejl og rigning"). Den 11. april ankom Howards styrke til farvandet ud for Brest samtidig med, at en mindre fjendtlig flåde bragte sig i sikkerhed i Brests godt befæstede havn sammen med den franske hovedstyrke. Franskmændene var også blevet forstærket af galejer fra Middelhavet. Disse havde også held til at sænke et engelsk fartøj og tilføje et andet alvorlige skader. Howard landsatte styrker i nærheden af Brest for at nå frem til de franske styrker over land, men havde ikke held med det, og ved dette tidspunkt begyndte han at mangle proviant. I et næsten desperat forsøg på at fremtvinge en sejr overtog han 25. april befalingen over en mindre styrke af små robåde, som han ledede i et modigt frontalangreb på de franske galejer. Det lykkedes Howard at nå frem til den franske admiral, Prégent de Bidoux's, skib sammen med en lille gruppe mænd. Den franske besætning forsvarede sig dog indædt, og de fik skåret trosserne mellem det franske og engelske skib over. Howard blev herved ladt tilbage på det franske skib, afskåret fra sine egne, og blev straks dræbt af galejbesætningen.

Demoraliseret af tabet af sin chef og med akut mangel på proviant vendte flåden tilbage til Plymouth. Thomas Howard, 3. hertug af Norfolk, der var Edwards ældre bror, måtte overtage posten som admiral og fik til opgave at gennemføre et nyt angreb på Bretagne. Det kunne dog ikke gennemføres på grund af ufordelagtige vinde og vanskeligheder med at få tilstrækkelige fornødenheder, hvorfor flåden, og også Mary Rose, overvintrede i Southampton. I august gik Skotland ind i krigen på den franske side, men led et knusende nederlag ved slaget ved Flodden den 9. september 1513. Et opfølgende angreb fandt sted i starten af 1514 med støtte af en flåde, hvori Mary Rose indgik, men uden kendte træfninger. Franske og engelske raids afløste hinanden i løbet af sommeren 1514, men uden at de gav synderlige resultater, og begge sider var på dette tidspunkt udmattede. Om efteråret sluttede krigen, og en fredsaftale blev sluttet, forseglet med et giftermål mellem Henriks yngre søster, Mary Tudor, og den franske konge Ludvig 12..

Efter freden indgik Mary Rose i reserven og blev oplagt i juli 1514 for at blive vedligeholdt sammen med søsterskibet Peter Pomegranate. I 1518 udførtes reparationer og kalfatring (vandtætning), og skibet fik en minimalbesætning, som boede på det frem til 1522. Det var i kort tid i aktiv tjeneste i forbindelse med Henrik 8.'s rejse over den Engelske Kanal til det møde med Frans 1., der er kendt som "mødet i Guldbrokadelejren" i juni 1520.

Anden franske krig

I 1522 var Henrik 8. atter i krig med Frankrig gennem sin alliance med den tysk-romerske kejser Karl 5. Tanken var at angribe på to fronter med et engelsk fremstød i nord. Mary Rose deltog i troppetransporter i juni 1522 og ved erobringen af den bretonske havn Morlaix den 30. juni. Flåden sejlede derefter hjem, og Mary Rose overvintrede i Dartmouth. Krigen rasede til 1525 og igen gik Skotland ind på fransk side. Til trods for, at Charles Brandon, 1. hertug af Suffolk, var tæt på at indtage Paris i 1523, lykkedes det ikke at opnå større fremgang hverken i Frankrig eller Skotland. I og med at den franske armé led nederlag i slaget ved Pavia den 24. februar 1525 og Frans 1. blev taget til fange af Karl 5.'s styrker, var krigen i praksis afsluttet uden betydende engelske gevinster eller erobringer.

I reserve

Mary Rose blev holdt i reserve i 1522-45. Det kalfatredes endnu en gang og blev i sommeren 1527 repareret i en nyanlagt dok ved Portsmouth. Også dets storbåd blev repareret. Der eksisterer dog næsten ingen dokumentation for, hvad der blev foretaget med skibet mellem 1528 og 1539. Et dokument skrevet af Thomas Cromwell i 1536 angiver, at Mary Rose og seks andre skibe "gjordes nye" (were made new) i den periode, hvor han tjente kong Henrik, men det er uklart, hvad denne formulering egentlig dækker over. Et senere dokument fra januar 1536 forfattet af en anonym tjenestemand anfører, at Mary Rose og nogle andre skibe blev "nygjort". En moderne datering af dele af skibet bekræfter, at betydelige reparationer er foretaget på et tidspunkt i 1535 eller 1536. I så fald er det tidsmæssigt faldet sammen med den kontroversielle beslutning om at opløse de engelske klostre, hvilket gav et betragteligt finansielt tilskud til kronen. Det vides derimod ikke, hvad reparationerne omfattede, og heller ikke hvor omfattende de var. Mange forskere, herunder Margaret Rule, som var ansvarlig for det arkæologiske arbejde under bjergningen, gik ud fra, at skibet ændredes fra klink- til kravelbygget, og at det først var i 1536, at skibet fik den udformning, det havde, da det sank. Marinarkæologen Peter Marsden har senere hævdet, at Mary Rose formentlig først var bygget med en afrundet agterstavn snarere end et fladt agterspejl og endvidere uden kanonporte på batteridækket.

Tredje franske krig

Henriks stadig mere indviklede ægteskabelige forhold, den hårdhændede og uortodokse opløsning af de katolske klostre og konfiskeringen af kirkens ejendomme ophidsede både paven og katolske regenter over hele Europa, så England blev stadig mere isoleret. Henrik var i 1544 kommet overens med kejser Karl 5. om, at de i fællesskab skulle angribe Frankrig. Engelske styrker erobrede Boulogne i september, men med store tab, og efter at Karl havde opnået sine mål og indgået en separatfred med Frankrig i Crépy, var England alene tilbage i krig mod Frankrig. I maj 1545 havde franskmændene samlet en stor flåde ved Seinens munding med den hensigt at landsætte tropper på engelsk jord. Skøn over styrkens størrelse har varieret; mellem 123 og 300 fartøjer ifølge franske kilder; op til 226 sejlskibe og galejer ifølge krønikeskriveren Edward Hall. Udover den massive flådestyrke samledes 50.000 mand ved Havre de Grâce (nutidens Le Havre). Over for disse stod en engelsk styrke på 160 skibe og 12.000 mand under John Dudley klar i Portsmouth tidligt i juni. Inden den franske flåde afsejlede, gennemførte englænderne et forebyggende, men lidet succesfuldt angreb i midten af juni. I begyndelsen af juli sejlede den franske styrke under admiral Claude d'Annebault mod England og 128 skibe stod uden modstand ind i Solentsundet den 16. juli. Henrik havde 80 skibe, som kunne sættes ind mod den franske styrke, inklusive flagskibet Mary Rose, men underlegenhed i tunge galejer, som var de mest effektive i det beskyttede Solentsund, fik den engelske styrke til at søge ind i Portsmouth havn.

Slaget ved Solent

Den engelske styrke havde en nordlig vind mod sig og var ude af stand til at manøvrere. Den 19. juli sejlede de franske galejer mod den stilleliggende engelske flåde og truede med at sænke en engelsk gruppe på tretten mindre rofartøjer, der var de eneste, som kunne sættes ind mod galejerne. Efter et stykke tid drejede vinden mod syd, og sejlskibene kunne endelig gå til angreb. To af de største, Henry Grace Dieu og Mary Rose, ledede angrebet på de franske galejer, men noget gik alvorligt galt. Midt under kampen krængede Mary Rose pludselig mod styrbord, og vand strømmede ind gennem de åbne kanonporte på batteridækket. Besætningen kunne ikke korrigere den pludselige slagside og kunne kun redde sig ved at styrte mod det åbne mellemdæk, mens skibet sank. Den kraftige hældning fik udrustning, ammunition, tønder og kister til at rive sig løs og forøge det opståede kaos. Den massive teglovn på kabyssens bagbords side brød sammen, og den tilhørende kobberkedel på 360 liter kastedes helt op på dækket oven over. Også nogle af kanonerne rev sig løs, ramte ind i styrbords side og vanskeliggjorde flugt eller knuste mænd på deres vej. De, som ikke blev skadet eller dræbt af løse genstande, var tvunget til hurtigst muligt at komme op på de øvre dæk, hvilket var særlig vanskeligt for dem, som bemandede kanonerne på batteridækket eller hentede ammunition og våben nede på banjerdækket og i bunden af skibet. Skeletternes placeringer på skibet tyder på, at stigerne, som forbandt de forskellige dæk, forvandledes til flaskehalse for det flygtende mandskab. Det, som forvandlede forliset til en menneskelig tragedie, var det net, som dækkede mellemdækket og agterkastellets øverste dæk. Bortset fra dem, der befandt sig i riggen og i mærskurvene (platformene i masterne), spærredes de fleste, som det lykkedes at nå op på dæk, inde under dette net, som skulle beskytte mod at blive bordet; mændene kunne ikke komme igennem det og blev trukket ned med det synkende skib. Af en besætning på over 400 blev kun 35 reddet, et katastrofalt tabstal på over 90 procent.

Årsager til forliset

Samtidige beskrivelser

Der er bevaret flere beskrivelser af forliset. Den eneste helt samtidige er et vidneudsagn fra en overlevende flamlænder, som blev nedskrevet af det tysk-romerske riges ambassadør i England Van der Delft i et brev den 24. juli. Ifølge den anonyme flamlænder havde Mary Rose affyret alle kanonerne på den ene side og var i færd med at vende for at affyre kanonerne på den modsatte side, men midt i vendingen kom der kraftige vindstød, skibet krængede over til siden og tog vand ind gennem kanonportene. I et brev til William Paget (1. Baron Paget) dateret 23, juli, hævdede den tidligere Lord High Admiral John Russell (1. jarl af Bedford), at skibet var gået tabt som følge af "uforsvarlighed og stor forsømmelighed" Tre år efter forliset beretter Hallkrøniken, at skibet sank på grund af "for megen tåbelighed[…] eftersom det havde stor bestykning og kanonportene, som sad lavt, blev stående åbne, og de store pjecer var utilstrækkkeligt fastgjorte, så da skibet skulle vende, strømmede vandet ind, og det sank pludseligt".

Moderne teorier

Den almindeligste forklaring blandt moderne historikere er, at skibet var ustabilt af en række forskellige grunde. Da en stærk brise fyldte sejlene midt i en vending, viste de åbne kanonporte sig at være livsfarlige; skibet fyldtes med vand og kæntrede. En variant af denne teori, som er fremført af Coates, forklarer, hvorfor det kunne gå sådan for et orlogsfartøj, som havde været i tjeneste i flere årtier og deltaget i søslag ud for Bretagnes stormomsuste atlanterhavskyst uden at forulykke: Skibet havde helt enkelt gennem årene samlet sig så meget ekstra vægt, at det til slut ikke længere var sødygtigt. At skibet var i gang med at vende, før samtlige kanoner på ene side var affyret, har Marsden sat spørgsmålstegn ved efter undersøgelser af de kanoner, som bjergedes både i 1800- og 1900-tallet. Kanoner fra begge sider havde i samtlige tilfælde ladningerne intakte i løbet. Det har Marsden tolket som tegn på, at noget andet må være gået skævt, eftersom en erfaren besætning ville have lukket kanonportene inden en potentielt risikabel vending.

De seneste undersøgelser af Mary Rose støtter teorien om, at det gennemgik en radikal ombygning, og at modifikationerne var for store til, at det forblev sødygtigt. Marsden har foreslået, at yderligere tunge kanoner sænkede skibets dybgang så meget, at vandlinjen var mindre end en meter fra kanonportene på batteridækket.

Peter Carews påstand om manglende disciplin blandt besætningen har fået støtte af James Watt, tidligere cheflæge ved Royal Navy, med henvisning til at dysenteri hærgede i Portsmouth, hvilket kan have gjort sømændene ude af stand til at håndtere skibet korrekt. Historikeren Richard Barker har endda foreslået, at besætningen vidste, at skibet var en dødsfælde og helt enkelt vægrede sig ved at følge ordrer. Marsden har påpeget, at Carews biografi ikke stemmer overens med, hvordan såvel franske som engelske øjenvidner har gengivet hændelsesforløbet. Biografien angiver, at der var over 700 mand om bord, hvilket er et opsigtsvækkende højt tal, og gengiver også hændelser, som lå flere årtier tilbage i tiden. Den kan derfor være besmykket med mere dramatiske detaljer. Martin du Bellays påstand om, at franske galejer sænkede Mary Rose, beskrives som "en hofsnogs vidnesbyrd" af den franske marinhistoriker Maurice de Brossard. Martin du Bellay og hans to brødre stod kong Frans 1. nær, og du Bellay havde meget at vinde ved at fremstille forliset som en fransk sejr. Omend engelske kilder også bør anses for partiske, havde de intet at vinde ved at forklare forliset som resultat af inkompetent sømandskab frem for at indrømme, at de frygtede galejer havde vundet en forventet sejr.

Dominic Fontana, en geograf ved University of Portsmouth, har støttet du Bellays version med udgangspunkt i, hvordan slaget er afbilledet i Cowdray-graveringen og i en moderne GIS-analyse (GIS = geografisk informationsystem) af kampstedet. Ved at bestemme de to flåders position og udføre hypotetiske beregninger af Mary Roses sidste manøvrer er Fontana kommet til den slutning, at skibet blev ramt nær vandlinjen af kanonild fra galejerne, tog vand ind og blev ustabilt. Fontana har tolket skibets retning næsten ret nord ved forliset som et sidste desperat forsøg på at sætte skibet på grund på Spitbank nogle hundrede meter mod nord, men at det kæntrede, inden det nåede grunden. Denne teori har delvis fået støtte af Alexzandra Hildred, en af de eksperter, som arbejdede med Mary Rose, men hun har dog foreslået, at den korte afstand til grunden ved Spitbank snarere taler for, at skibet forulykkede under forsøg på en skarp drejning for at undgå grundstødning.

Praktiske eksperimenter

What sank the Mary Rose, en dokumentarfilm produceret i 2000 for den britiske Channel 4, forsøgte at fastslå årsagerne til forliset ved praktiske eksperimenter med skalatro modeller af skibet, hvor metalstykker var indsat for at simulere tropper på de øvre dæk. De første eksperimenter viste, at Mary Rose klarede at dreje på den måde, øjenvidnerne beskrev, uden at kæntre. Men da en stærk brise blev simuleret med en ventilator, krængede skibet kraftigt, kanonportene på batteridækket kom under vand, og modellen sank på nogle sekunder. De praktiske eksperimenter kunne således vise både et hændelsesforløb, som lå nær øjenvidnernes beretning, og især hvor hurtigt skibet gik ned.

Mary Rose som vrag

Allerede nogle dage efter forliset beordrede rigsråden William Paget, at man skulle bjerge skibet, og Charles Brandon, kong Henriks svoger, fik ansvaret for operationen. Bjergningen fulgte de gængse metoder for, hvordan et skib, som var sunket på grundt vand, kunne hæves: Kraftige trosser skulle gøres fast på vraget og i to aftaklede skibe, dvs. ældre skibe som ikke længere var sejlduelige. Ved ebbe spændtes rebene ved hjælp af gangspil, og når det blev flod, hævede de to skibsskrog sig sammen med det sunkne skib. Det kunne derpå bugseres ind på noget lavere vand, og hele proceduren kunne gentages, til hele vraget kom over vandet, så det kunne tætnes og vandet pumpes ud.

En liste over nødvendig udrustning blev opstillet 1. august og omfattede foruden de kraftige trosser, gangspil, tyve taljer og enorme mængder talg til at smøre rebene. De to skibe, der skulle anvendes som hæveskrog, var Jesus of Lübeck og Samson, begge med en drægtighed på 700 ton og af nogenlunde samme størrelse som Mary Rose. Arbejdet skulle fortrinsvis udføres af venetianske bjergningsmandskaber med hjælp fra engelske sømænd. Brandon var så overbevist om, at det ville lykkes, at han forsikrede kongen, at det kun ville vare nogle dage, før Mary Rose ville flyde igen. Optimismen viste sig dog at være uden basis. Eftersom skibet havde lagt sig til rette på siden i en vinkel på 60 grader mod styrbord, var en stor del af det begravet i den lerede havbund. Det gjorde det næsten helt umuligt at lægge trosser under skroget og krævede betydeligt større løftekraft. Et forsøg på at fæstne trosserne til stormasten synes at have ført til, at den brækkede af eller helt blev trukket ud af sin sokkel i kølsvinet.

Det lykkedes kun at bjerge sejl, rig, kanoner og andre løse genstande. Mindst to bjergningshold fik betaling for at have bjerget yderligere kanoner i 1547 og 1549. Skønt det første bjergningsforsøg mislykkedes, håbede man endnu i 1546 at kunne få Mary Rose op. Dette år vistes det som et af flådens betydningsfulde skibe i den illustrerede liste over engelske krigsskibe, som hedder Anthonyrullen. Hvornår håbet om at kunne bjerge skibet blev opgivet, er ikke kendt. Det kan være sket efter Henrik 8.'s død i januar 1547 eller måske så sent som 1549, hvor de sidste kanoner bjergedes. I Elizabeth 1.'s regeringstid huskedes skibet endnu, og ifølge en af hendes admiraler, William Monson (1569–1643), kunne man i slutningen af det 16. århundrede stadig skimte vraget fra vandoverfladen ved ebbe.

Nedbrydning

Efter forliset udgjorde det sunkne skib en forhindring, som påvirkede strømmene i Solentsundet. I løbet af kort tid gravede det strømmende vand en grøft på hver side af vraget, mens sedimenter og søgræs begyndte at fylde skroget. Ved den opadrettede bagbordsside var grøften lang og smal, mens grøften ved den næsten helt begravede styrbordsside var bredere. Sand og partikler i strømmene eroderede lidt efter lidt de dele af skibet, som ikke var dækkket med ler. Samtidig angreb svampe, bakterier og træ-ædende skaldyr skibet og muslinger, særlig pæleormen Teredo nafalis, nedbrød hurtigt bordklædning og bærende bjælker. De udsatte dele af skibet blev gradvis svagere og kollapsede til sidst. Bagbordssiden og dens indhold faldt ned i de to grøfter og i selve skibet, og andre dele førtes bort af strømmen. Efter at disse udsatte dele var nedbrudt, blev stedet udjævnet i forhold til havbunden i øvrigt og dækkedes med flere lag sedimenter. I 1500-tallet dannedes en hård skorpe af ler og skaller over de tilbageværende vragdele, hvilket stabiliserede situationen. Yderligere lag af bundslam dækkede stedet i 1700- og 1800-tallet, men ændringer i strømretning og tidevand blotlagde af og til dele af vraget, hvilket førte til, at det ved et tilfælde blev opdaget i 1836, ligesom det også bidrog til, at det blev fundet endnu en gang i 1971.

Genopdagelse i 1800-tallet

I sommeren 1836 fik en gruppe på fem fiskere sine net viklet ind i dele af Mary Roses skrog, som stak op fra havbunden. De besluttede at få en dykker til at fjerne denne undervandshindring. Derved blev Henry Abinett den 10. juni samme år det første menneske, der i næsten 300 år fik Mary Rose at se. Senere deltog to andre professionelle dykkere, John Deane og William Edwards, i forsøget på at løse problemet. Ved hjælp af en nyligt opfundet gummidykkerdragt og dykkerhjelm af metal begyndte Deane og Edwards at undersøge vraget og bjerge genstande. Foruden bjælker, planker og andre trægenstande samt en del langbuer, bjergede de et antal kanoner af jern og bronze, som senere blev solgt til den britiske flådes Board of Ordnance (der stod for flådens forsyning med våben og ammunition) for over 220 pund. Det førte til uoverensstemmelser mellem Deane (som også havde fået sin bror Charles med i projektet), Abinett og de fiskere, som var stødt på vraget. Sagen løstes til sidst ved, at fiskerne fik del i indtægterne fra salget af de først fundne kanoner, mens Deane derefter fik eksklusive bjergningsrettigheder på Abinetts bekostning. Vraget blev snart identificeret som Mary Rose ved inskriptioner på en af bronzekanonerne, som var fremstillet i 1537.

Identificeringen af skibet førte til stor interesse fra almenheden og gjorde de bjergede genstande meget eftertragtede på antikvitetsmarkedet. Da teknikken til at konservere genstande, som havde ligget længe under vand, endnu ikke var udviklet, blev mange af dem ødelagt eller gik helt til grunde. Et stort antal genstande blev dog dokumenteret i blyantsskitser og akvareller, som stadig findes. John Deane afsluttede bjergningsarbejdet i 1836, men vendte tilbage til arbejdet på Mary Rose i 1840, og nu med nye og betydeligt mere destruktive metoder. Ved hjælp af udrangerede granathylstre fyldt med krudt sprængte Deane sig ind i dele af vraget. Granatfragmenter og rester af sprængkratere blev fundet under udgravningerne i 1970'erne, men der fandtes ingen beviser på, at det lykkedes Deane at trænge igennem de lag, som havde forseglet 1500-talsresterne. Deane offentliggjorde, at det var lykkedes ham at bjerge en lænsepumpe og den nederste del af stormasten, som begge må have befundet sig inde i skibet. Bjergning af mindre trægenstande, som f.eks. langbuer, tyder på, at det faktisk lykkedes Deane at trænge igennem det lag, som var dannet i Tudorperioden, selv om dette betvivles af Margaret Rule, chefen for den arkæologiske udgravning i 1970'erne. Avisartikler om Deanes dykninger i oktober 1840 beskrev nemlig skibet som klinkbygget, men eftersom dette kun gælder agterkastellet, er en alternativ forklaring, at Deane ikke kom igennem det øverste lag af skaller og hærdet ler, som dækkede den største del af skibet, men havde held til at komme ind i dele af agterkastellet, som i dag ikke længere findes. Trods Deanes hårdhændede behandling undgik Mary Rose den fuldstændige ødelæggelse ved total gennemrodning og brug af sprængstoffer, som blev andre vrag i Solentsundet til del.

Moderne genopdagelse

Aktiv søgning efter Mary Rose foretog British Sub-Aqua Clubs ("Britiske sportsdykkerforbund") Southsea-afdeling fra 1965 som en del af et større projekt om at finde vrag i Solentsundet. Eftersøgningen lededes af historikeren, journalisten og amatørdykkeren Alexander McKee. En anden gruppe med støtte fra Committee for Nautical Archaeology i London, ledet af orlogskaptajn Alan Bax fra Royal Navy, indledte sin egen eftersøgning. Til at begynde med havde de to grupper forskellige opfattelser af, hvor vraget skulle ligge, men forenede til slut deres anstrengelser. I februar 1966 fandt man et søkort fra 1841, hvor Mary Rose og flere andre vrag var markeret. Det viste sig, at positionen faldt sammen med en grøft på havbunden, som McKees gruppe havde lokaliseret, og som var den ene af de to grøfter, strømmen havde gravet, og dermed fastslog man en position, der lå på 11 meters dybde ved ebbe. Dykninger indledtes i 1966 og en sonarundersøgelse foretaget af Harold Edgerton 1967–68 afslørede en begravet genstand. I 1970 fandtes løst gods, som kunne antages at hidrøre fra skibet og 5. maj 1971 dukkede en del af det begravede skrog op efter at være afdækket af foregående sæsons vinterstorme.

Et stort problem for gruppen allerede fra begyndelsen var, at vrag i Storbritannien savnede juridisk beskyttelse mod plyndringer og skattejægere. Sunkne skibe var i følge loven løsøre, eftersom de en gang havde været rørlige genstande, og de tilfaldt derfor den, som havde held til at bjerge dem først. Den britiske "lov om søfart med handelsskibe", "Merchant Shipping Act", fra 1894 bestemte, at alle genstande, som hentedes op fra et vrag, skulle bortauktioneres til dækning af omkostningerne ved bjergningen, og der var derfor intet, som kunne hindre nogen i at "stjæle" vraget for at opnå økonomisk gevinst. Problemet blev forsøgt løst ved at danne en forening, Mary Rose Committee ("Mary Rose-komiteen"), hvis formål var "at finde, udgrave, bjerge og bevare for al fremtid sådanne rester af skibet Mary Rose, som kan være af historisk eller arkæologisk interesse".

For at afskrække uvedkommende fra at trænge ind på undervandsområdet arrangerede komiteen at lease den del af havbunden, hvor vraget lå. Det var stort set en juridisk manøvre, som ville have været svær at opretholde, hvis spørgsmålet var blevet prøvet ved en domstol. Kombineret med omfattende hemmeligholdelse af vragets eksakte position undgik Mary Rose dog indblanding fra lykkeriddere. Det var først med vedtagelsen af "lov om beskyttelse af vrag", "Protection of Wrecks Act" fra 5. februar 1973, at Mary Rose indgik i den nationale historiske arv og derefter nød lovmæssig beskyttelse mod ren kommerciel bjergning. Alligevel var der i årevis efter lovens ikrafttræden, og selv efter at vraget var bjerget, en latent fare for, at nogen med begrundelse i den daværende bjergningslov kunne tvinge organisationen omkring Mary Rose til at bortauktionere "personlige" effekter som sømandskister, klæder og køkkenredskaber til højstbydende.

Kortlægning og udgravning

Da vraget var fundet, blev projektet kendt af offentligheden og fik efterhånden stadig mere medieopmærksomhed, hvilket bidrog til, at der indkom donationer i form af både kontante midler og udrustning, først og fremmest fra private kilder. I 1974 var Mary Rose-komiteen udvidet med repræsentanter for såvel National Maritime Museum, Royal Navy, BBC som et antal lokale organisationer. Samme år fik projektet officiel støtte fra prins Charles, som selv deltog i dykninger til vraget, hvilket indebar endnu mere publicity og gav yderligere donationer. De projektmål, som Mary Rose Committee havde formuleret, var nu definitivt fastlagt. Komiteen var blevet registreret som velgørenhedsorganisation i 1974, hvad der fremmede modtagelse af større donationer, og ansøgningen om tilladelse til udgravning og bjergning var blevet godkendt af de britiske myndigheder.

I 1978 havde indledende udgravninger fastlagt, at der var tale om et afgrænset område med en intakt skibsstruktur, hvis leje var bestemt til at være i retning næsten ret nord, med en hældning på knapt 60 grader mod styrbord (højre) og med forenden noget lavere beliggende end agterstavnen. Der var nu tilstrækkelig information til at påbegynde en total og moderne arkæologisk udgravning af skibet. Det indebar naturligvis, at de beskyttende lag af ler og slam, som havde forhindret den tilbageværende struktur i at blive ødelagt ved biologisk nedbrydning og erodering af havsstrømmene, måtte fjernes. Udgravningen måtte gøres færdig inden for en forud fastsat tidsramme. Det blev anset for ønskeligt at optage og bevare resterne af skibsskroget, hvis det var muligt. For første gang stod projektet over for de praktiske vanskeligheder med at hæve, konservere og forberede skroget til offentlig udstilling.

For bedre at kunne håndtere det stadigt mere komplicerede og bekostelige projekt dannedes en ny organisation 1979; Mary Rose Committee erstattedes af Mary Rose Trust, en velgørende fond med repræsentanter for adskillige organisationer. Samme år købte stiftelsen et nyt dykkerskib til erstatning for den 12 meter lange katamaran Roger Greenville, der havde været anvendt siden 1971. Valget faldt på bjergningsskibet Sleipner, som havde været dykkerskib ved hævningen af Regalskeppet Vasa. Antallet af medarbejdere gik fra tolv frivillige, som arbejdede fire måneder om året, til over 50 personer, der arbejdede næsten døgnet rundt i ni måneder om året. Derudover deltog over 500 frivillige som dykkere, og en landbaseret laboratoriestab på omkring 70 personer arbejdede udelukkende med konservering. I de fire dykkersæsoner mellem 1979 og 1982 afvikledes over 22.000 dykkertimer ved vragstedet, i alt 11,8 mandår.

Bjergningen

Bjergningen af Mary Rose udgjorde på mange måder et unikt foretagende og kunne i kompleksitet og omkostninger kun sammenlignes med hævningen af det svenske 1600-talsskib Regalskeppet Vasa, men det havde været en forholdsvis enklere opgave, eftersom Vasas skrog var intakt og hvilede opret på havbunden. Det var hævet med samme teknik, som anvendtes i 1500-tallet: Wirer blev trukket under skroget og fæstnet i to pontoner, en på hver side af skibet, som derefter successivt hævedes og bugseredes ind mod lavere vand. Af Mary Rose resterede derimod kun 40% af skroget, og det lå dybt begravet i ler. At forsøge at bjerge skroget med konventionelle metoder kunne indebære risiko for beskadigelse eller total kollaps, når det blev løftet op af vandet. En række mere eller mindre realistiske forslag til bjergningens gennemførelse blev forkastet, blandt andet at lægge en kofferdam omkring vraget og fylde skibet med små lette genstande (som bordtennisbolde) eller endda at pumpe saltlage ned i havbunden og indfryse den, så den ville flyde op til overfladen med vraget. Efter langvarige diskussioner bestemte Mary Rose Trust i februar 1980, at skroget først skulle tømmes for alt indhold for siden at forstærkes med støtter og stålrammer. Det skulle så løftes fra bunden med donkrafte, nylonremme føres under skroget og med en pontonkran føres over i en specialbygget vugge under vandet. Hele konstruktionen skulle derefter løftes op af vandet til en pram for at blive bugseret ind i Portsmouth havn. Det blev fastsat, at skibet skulle hæves inden slutningen af dykkersæsonen 1982, for hvis vraget forblev eksponeret i længere tid, ville der være risiko for permanente skader.

I det sidste år af bjergningsprojektet begyndte det at vise sig, hvor anstrengende det komplekse og omfattende projekt kunne være for de involverede. I maj 1981 udtrykte Alexander McKee betænkeligheder ved metode, man havde valgt til bjergningen, og kritiserede åbent Margaret Rules rolle som udgravningsleder. McKee følte sig ignoreret i det, han anså for et projekt, han altid havde spillet en central rolle i som initiativtager til eftersøgningen af Mary Rose og andre skibe i Solentsundet samt som aktiv deltager i dykningerne ved vraget. Han fik også støtte fra andre, som fremhævede risikoen for, at projektet skulle forvandles til en pinlig ulykke, dersom vraget blev skadet under hævningen. For at imødegå problemerne blev det foreslået at føre skroget over til en stålvugge under vandet. På den måde kunne det undgås at skade træet ved at løfte det ud af vandet uden tilstrækkelig strukturel støtte. I stedet for nylonremme omkring skroget blev det valgt at bore huller til jernbolte 170 forskellige steder i skroget. Ved at fastgøre stålwirer i boltene og igen fastgøre wirerne til en stålramme, ville tyngden fordeles jævnere over hele skroget.

I foråret 1982, efter tre sæsoner med intensivt marinarkæologisk arbejde, begyndte forberedelserne til hævningen. Allerede i den indledende fase opstod der problemer med den specialbyggede løfteanordning, og de dykkere fra den britiske flåde, som arbejdede på projektet, blev indkaldt til tjeneste i anledning af Falklandskrigen, og i juni 1982 var man tvunget til omfattende ændringer af, hvordan skroget skulle løftes. Efter at stålrammen med de mange stålwirer var sat på plads løftedes skroget langsomt op fra bunden ved hjælp af fire massive donkrafte placeret i hver sit hjørne af rammen.

Opført i følgende kategorier:
Indsend en kommentar
Tip og gode råd
Arranger efter:
Bjørn Fjölnisson
2 february 2016
Museum was much better than when I visited as a kid. A lot of good work and hard effort has gone into presenting the Mary Rose and her artefacts in an informative and fun way. #Vasa4Life though ;P
Jeeves Williams
14 september 2015
The past, present, and future of this unique reservation effort is truly astounding. There's return value in knowing you'll have different experiences when you come back as the project progresses.
Paul Hadfield
17 august 2018
Super informative and well displayed collection of artifacts from the Mary Rose; the timbers of the ship itself care displayed in a funky modern gallery with a sound/show every 7 mins projected on it.
Ian
18 september 2017
Wonderful museum the things that they have found are truely remarkable. This is one of Britain’s best museums
Steve Lyons
16 october 2017
Getting quite expensive at the dockyard these days ! Consider the 12 month ticket option for all attractions, esp if you are a family! (£80)
Jeremy Pereira
8 july 2013
We had a 12.30 slot and the start of the tour was very busy. When we came out at 1.45ish, there appeared to be almost no-one going in. Late lunchtime might be the optimal slot.

Hoteller i nærheden

Vis alle hoteller Se alt
CITY CENTRE STUDIO WITH FREE GYM PORTSMOUTH

begyndende $0

Premier Inn Portsmouth City Centre

begyndende $0

Ibis Portsmouth Hotel

begyndende $134

Royal Maritime Club

begyndende $111

Holiday Inn Express Portsmouth Gunwharf Quays

begyndende $285

The White Lodge

begyndende $98

Anbefalede seværdigheder i nærheden

Se alt Se alt
Tilføj til ønskeliste
Jeg har været her
Besøgte
HMS Warrior (1860)

| artilleri=10 styk 110 pund bagladere,26 styk 68 pundere 4

Tilføj til ønskeliste
Jeg har været her
Besøgte
HMS Victory

HMS Victory is a 104-gun first-rate ship of the line of the Royal

Tilføj til ønskeliste
Jeg har været her
Besøgte
Spinnaker Tower

The Spinnaker Tower is a 170 m (557 ft 9 in)–high tower in Port

Tilføj til ønskeliste
Jeg har været her
Besøgte
Portsmouth Cathedral

The Cathedral Church of St Thomas of Canterbury, commonly known as

Tilføj til ønskeliste
Jeg har været her
Besøgte
Southsea Castle

Southsea Castle is one of Henry VIII's Device Forts, also known as

Tilføj til ønskeliste
Jeg har været her
Besøgte
Fratton Park

Fratton Park er fodboldklubben Portsmouths hjemmebane. Den blev åbnet

Tilføj til ønskeliste
Jeg har været her
Besøgte
Spitbank Fort

Spitbank Fort is a sea fort built as a result of the 1859 Royal

Tilføj til ønskeliste
Jeg har været her
Besøgte
Fort Rowner

Fort Rowner is one of the Palmerston Forts, in Gosport, England. It is

Lignende turistattraktioner

Se alt Se alt
Tilføj til ønskeliste
Jeg har været her
Besøgte
USS Missouri (BB-63)

USS Missouri var et amerikansk slagskib i Iowa-klassen. Det var det

Tilføj til ønskeliste
Jeg har været her
Besøgte
USS Midway Museum

The USS Midway Museum is a historical naval aircraft carrier museum

Tilføj til ønskeliste
Jeg har været her
Besøgte
USS Midway (CV-41)

USS Midway (CVB/CVA/CV-41) was an aircraft carrier of the United

Tilføj til ønskeliste
Jeg har været her
Besøgte
SS Great Britain

SS Great Britain is a museum ship and former passenger steamship,

Tilføj til ønskeliste
Jeg har været her
Besøgte
USS Hornet Museum

The USS Hornet Museum is a museum ship in Alameda, California, USA.

Se alle lignende steder