Çatalhöyük (andre stavemåder er Çatal Höyük og Çatal Hüyük eller uden diakritiske tegn: Catal Hüyük) er en høj på den anatolske højslette, hvor man finder resterne af en af verdens første byer. Çatalhöyük har været beboet i den yngre stenalder og placerer sig midt i den neolitiske revolution ved overgangen mellem en jæger-samler kultur til en fastboende landbrugskultur. På stedet har man dyrket for eksempel hvede og holdt tamfår og tamgeder, men folk er dog stadig gået på jagt efter blandt andet urokser.
På sin tid har Çatalhöyük nok været en af verdens største byer og måske en førende kulturby, da den viser et ekstraordinært rigt symbolsk liv i form af vægmalerier, relieffer, skulpturer og statuetter, og den er således et eksempel på det, der er blevet kaldt den symbolske revolution. Byen har også haft et højt teknologisk niveau med vævning, konstruktion af keramik og fremstilling af redskaber af obsidian.
Çatalhöyük ("gaffel høj") ligger lidt syd for den nutidige landsby Kücükköy omkring 60 kilometer sydøst for storbyen Konya. Den nærmeste større by er stationsbyen Çumra, der ligger 17 kilometer væk. Højen er ikke naturlig, men er skabt ved, at man i løbet af den 1000-årige bosættelse har bygget nye huse oven på gamle huse. Højen skiller sig tydeligt ud fra den omkringliggende flade slette, og den består egentlig af to høje ved siden af hinanden: Den østlige høj er den største, ældste og mest berømte, mens den mindre vestlige høj, Küçük Höyük ("lille høj"), er en bosættelse fra en yngre tid — kobberalderen.. Arkæologerne anslår, at byen har haft fra 3.000 til 8.000 indbyggere og har haft op til 2000 huse.
Konya's højslette er den udtørrede søbund fra en stor pleistocæn sø. Den ligger i en højde af lidt over 1000 meter over nutidens havoverflade. Floderne, der førte vand til datidens sø, dannede vifteformede deltaer, og Çatalhöyük var placeret på den største af disse, ved floden Çarşamba, der oprindeligt flød mellem de to høje. Floden har givet indbyggerne fersk vand i det ellers tørre klima.
Çatalhöyük har været kendt af lokale som et sted, der blev brugt til udflugt og græsning, men samtidig også et sted, der var knyttet et vis overtro til. Det var dog først i 1958, at arkæologer opdagede stedet. Det skete den 10. november, da de tre britiske forskere David French, Alan Hall og den 33-årige James Mellaart fra Britisk Arkæologisk Institut i Ankara bemærkede højen under en "jagt" på tidlige bosættelser på Konyas højslette. Allerede samme dag gjorde de tre fund af keramik og obsidian, og det blev klart for dem, at højen var et kæmpestort stenalderfund. Mellaart var i gang med en anden udgravning ved Hacilar, og det var først i 1961, at han vendte tilbage, nu sammen med sin kone (der bl.a. virkede som fotograf) og et hold tyrkiske arbejdsmænd. De begyndte store udgravninger, der fortsatte frem til 1965.
Stedet viste sig at være enestående, og det er blevet en af verdens mest berømte udgravninger. Mellaart kom dog i dårligt lys hos de tyrkiske myndigheder. Det skyldtes særligt den såkaldte Dorak-affære, hvor de tyrkiske myndigheder mistænkte Mellaart for at have været indblandt i antikvitetssmugleri. Ifølge Mellaart egen forklaring havde en ung kvinde bedt ham om at vurdere nogle "antikviteter", der øjensynligt var fundet i 4 grave ved landsbyen Dorak i det nordlige Tyrkiet. Mellaart tegnede nogle skitser af det interessante fund, og de blev offentliggjort i Illustrated London News i 1959, hvilket tiltrak de tyrkiske myndigheders opmærksomhed. Her mente man, at der kunne være tale om illegal antikvitetshandel. Man forsøgte forgæves at efterspore skatten og den unge kvinde, og i 1965 fik de tyrkiske myndigheder nok af Mellaart, og udgravningerne måtte stoppe.
Først næsten 30 år senere, i 1993, genoptog et nyt hold arkæologer udgravningerne, og internationale udgravninger under ledelse af arkæologen Ian Hodder pågår nu hver sommer og nye oplysninger kommer frem. De nye udgravninger anvender såkaldt mikromorfologi, hvor arkæologerne bruger mikroskoper til at få mest mulig information. Hodders hold går ganske tålmodig til værks, og mens Mellaarts hold udgravede mere end 200 bygninger, så udgravede Hodders hold i løbet af de første par år kun en eller to bygninger hvert år. I 2006-sæsonen deltog 230 personer i denne internationale og tværvidenskabelige udgravning, der er en af verdens største. For at finansere den store udgravning har Ian Hodder i vidt omfang benyttet sig af firmasponsorater fra så forskellige firmaer som Boeing, Fiat, British Airways og Shell, og det arkæologiske hold har også i høj grad involveret den lokale befolkning.
Et dansk islæt under James Mellaarts udgravning var palæobotanisten Hans Helbæk fra Nationalmuseet. Helbæk identificerede store mængder domesticeret hvede (emmer og enkorn), byg og ærter.
Kilderne nævner forskellige årstal for bosættelsen. Lagene, som blev undersøgt under Mellaarts udgravninger, er dateret fra tiden omkring 6250 f.Kr. til 5400 f.Kr,, mens Ian Hodder angiver bosættelsen til at vare omkring 1.400 år (fra 7400 f.Kr. og 6000 f.Kr) gennem 18 arkæologiske lag. Et af de nyeste arbejder henviser til en datering, der angiver tidsrummet fra ca. 7400 f.Kr. til 5600 f.Kr.
Også angivelse af størrelsen af Çatalhöyük varierer noget mellem kilderne. De spænder fra 32 acres over 13,5 ha til 20 ha. Det siger noget om Çatalhöyüks enorme størrelse, at kun 5 procent af den er afdækket på trods af, at der i 2007 har været udgravning i sammenlagt 15 år.
Højen Çatalhöyük er opstået ved, at beboerne gennem flere århundreder har bygget nye huse oven på gamle, således at der nu findes op til 17 meter arkæologiske lag. Husene har stået så tæt op ad hinanden, at der ikke har været passage mellem dem. Der er heller ikke fundet døråbninger i husene, så arkæologerne forestiller sig, at indgangen til husene har været gennem taget via en stige, og at byens "trafik" er foregået hen over de flade hustage. Foruden indgang har hullet i loftet fungeret som udluftning for ovn og ildsted og som den eneste åbning med lysindfald. Nutidige beboelser, der ligner Çatalhöyük, er for eksempel de nordamerikanske indianeres pueblo og dogon bosættelserne i Mali i Vestafrika.
Mellem husene har der nogle steder været åbne pladser. De har fungeret som kollektive affaldspladser—køkkenmøddinger. Disse køkkenmøddinger har en større andel af dyre- og plantemateriale, samt lervarer, statuetter, (uægte) perler og lerkugler. Nogle fund er fortolket som menneskelig afføring— og køkkenmøddingen har altså været brugt som toilet. Afføringen og rådnende organisk materiale i den tætbebyggede by må have udgjort en sundhedsrisiko og skabt en vældig stank.
Husene er hovedsageligt lavet af mudder, med undtagelse af taget, der har haft bærende træbjælker. Arkæologerne regner med, at et hus har haft en levetid på 70 år. Hvert år har det været nødvendigt at give husene et nyt lag mudder. Foruden ovnen og tagåbningen, der har været i "køkkenregionen" ved sydvæggen, har der typisk været en en lille døråbning til et mindre rum, der har været brugt som lager. Totalt har et hus haft en gennemsnitlig størrelse på omkring 23 kvadratmeter, men de har varieret mellem 11 og 48 kvadratmeter. Der har kun været én etage. I hovedrummet har der sædvanligvis foruden ovn og ildsted også været bænke, lave platforme og beholdere/siloer. Hver bygning har nok huset en familie på mellem 5 og 10 medlemmer, men der er intet hus, der har haft mere end 8 sovepladser.
Husene er også blevet brugt som "kirkegård": Under mange af dem ligger gravpladser, og der er fundet helt op til 68 personer begravet i et hus. En tilsvarende praksis er også set i det 20. århundrede på den polynesiske ø Tikopia.
Cirka en tredjedel af husene synes at have været mere dekoreret end resten med blandt andet skulpturer af tyrehoveder. Disse rum blev af James Mellaart fortolket som shrines — helligdomme/hellig-huse. Mellaarts hold nåede kun at udgrave et lille område i den sydvestlige del af højen, og på grund af de mange hellig-huse, der blev fundet i det område, mente Mellaart, at det var tale om et præstekvarter. Ian Hodders hold har gravet flere forskellige steder på den store høj og har også fundet hellig-huse andre steder. Der er derfor nok ikke tale om, at det sydvestlige hjørne er et specielt præstekvarter. En anden revision af Mellaarts fortolkning bygger på selve opdelingen af hellig-huse og "almindelige" huse. Nye analyse tyder på, at der ikke har været en skarp skillelinje mellem de to former. Ydermere har mikromorfologiske analyser antydet, at der har foregået huslige aktiviteter i nogle af de såkaldte hellig-huse. Så helt hellige har de nok ikke været.
Çatalhöyük er kendt for de store mængder udsmykning og kulturgenstande. Der findes mange vægmalerier, og Çatalhöyük er beskrevet som det første sted med vægmalerier på konstruerede vægge (Vægmalerierne i Lascaux-hulerne er jo på naturlige vægge). Çatalhöyüks rekord blev dog slået i 2007, da franske arkæologer fandt vægmalerier fra omkring 9.000 f.Kr. i en bosættelse ved navn Djade al-Mughara i det moderne Syrien.
Nogle af Çatalhöyük's vægmalerier viser geometriske mønstre, mens andre er figurative scener, der blandt andet forestiller store urokser omkranset af små mænd, der jager, tirrer eller lokker uroksen. Lignende scener findes også med store hjorte.
Et vægmaleri fra ét af de såkaldte hellig-huse viser nederst en række former, der kunne fortolkes som huse. I midten af billedet findes en aftegning, der er fortolket som vulkanen Hasan, der kan ses fra Çatalhöyük. Er fortolkningerne af dette vægmaleri rigtige, er der tale om verdens første kendte kort, der viser Çatalhöyük's "byplan" sammen med en vulkan. Det er ikke let at tyde det stiliserede maleri, men nogle arkæologer mener ligefrem at kunne se, at "vulkan"-figuren viser en vulkan i udbrud. (Et foto af vægmaleriet sammen med Mellaaerts rekonstruktion er vist i en af Ian Hodders artikler.)
Et andet vægmaleri viser en mand, der løber (eller danser?), mens han holder en bøjet genstand — måske en bue. En prikket form skal måske forestille et lændeklæde af leopardskind. Andre vægmalerier viser rovfugle — måske gribbe. Der findes tilfælde, hvor rovfuglene er vist sammen med hovedløse mennesker.
Der findes også relieffer af kattelignende dyr, der sandsynligvis skal forestille leoparder. De forekommer ofte i par. Specielle skulpturer viser tyrehoveder fastgjort enten på væggen eller på platforme i husene. Nogle af disse tyrehoveder har ligefrem siddet på række.
Blandt de berømte fund er en 16,5 centimeter høj statuette af brændt ler, der forestiller en siddende, fed kvinde med armene hvilende på to katteagtige dyr. Hun er lige så korpulent, som det kendes fra den mange tusinde år ældre Venus fra Willendorf-statuette. De to katteagtige dyr har nogle arkæologer fortolket som løver, mens andre har fortolket dem som leoparder. Nogle mener, at statuetten forestiller en kvinde, der er ved at
